SOL & SKYGGE

Posted: July 19, 2020 in Uncategorized

SOL & SKYGGE

For nogle år siden så jeg billeder fra en park i Tyrkiet, hvor folk nød at færdes og slappe af, men pludselig skulle parken nedlægges så nye handelshuse kunne komme til. Lokal befolkningen protesterede. De ville beholde deres frirum. Men systemet ville det anderledes og i Tyrkiet, som i alle andre byer bestemmer systemet. Men flere og flere mennesker kom til og støttede bevarelsen af parken. Det blev for meget for systemet og det satte sit politi ind for at rydde pladsen. Og pludselig var en fredelig demonstration blevet til en vild kamp imellem systemets politi og demonstranterne. Det blev til gadekampe, vandkanoner, tåregas, molotovcocktails og sårede og dræbte. Det udviklede sig til en vildskab som var fuldstændig chokerende for udenforstående og en fredelig dansker, som så det hele udefra.

Netop den demonstration blev vældig dokumenteret af mobiltelefonernes videoer og fotos. Og på de såkaldte sociale medier fulgte jeg med. Det var frygtelige billeder man kunne se. Og voldsom fremmarch fra systemets side som slet ikke stod mål med pladsens betydning, set fra en udlændings vinkel. Det udviklede sig til en krigszone og med barrikader i gaderne. Senere gjorde systemet arbejdet færdigt, man lukkede ned for internettet en tid og det blev glemt af omverdenen, for der er så meget andet der sker i verden, så denne lille plads i Istanbul bevarede ikke verdens opmærksomhed længe, heller ikke blandt tyrkerne. Den forsvandt ind blandt de utallige konfrontationer i befolkningens jævnlige oprør mod det undertrykkende og autoritære system, der hersker i Tyrkiet.

Men i min erindring blev det hængende som en vigtig brik i forståelsen af hvad Tyrkiet er: En undertrykkende og gammel despotisk stat. Den tåler ikke modsigelse. Jeg begyndte for alvor at sætte mig ind i den tyrkiske virkelighed. Og det er en skræmmende rejse ind i magtens autoritære virkelighed. Jeg har ikke i mange år brugt ordet fascisme, ud fra den måske naive betragtning, at efter anden verdenskrig og opgøret i Spanien med Franco, så var den side af den menneskelige systemfejl afsluttet i Europa, men jo mere jeg har fulgt med i hvad der sker i Tyrkiet des mere trængte ordet sig på.

Jeg har som så mange andre vendt det blinde øje til og set Tyrkiet som sol sommer og badeland. Men det gør jeg ikke mere. Det nuværende Tyrkiet er en fascist stat af værste skuffe. Og det såkaldte militærkup var blot anledningen til at stramme tøjlerne endnu hårdere om befolkningen og gennemføre strukturelle ændringer som fører lige ind til Erdogans Sultanat. Og her kan han så sidde og modtage den ene delegation efter den anden fra EU, når de kommer for at betale deres bidrag til flygtningene, som de har fået placeret i Tyrkiet, neofascismens højborg.

© Tommy Flugt

KUNSTEN HELE ÅRET

Posted: May 17, 2020 in Uncategorized

KUNSTEN HELE ÅRET

Spørgsmål til og svar fra kunsten

Folk, der er på arbejdsmarkedet, spørger altid interesseret til en kunstner, når de møder ham eller hende på et galleri eller en udstillings fernisering: Kan I leve af det?

Det letteste svar ville være og det mest sande: Nej, det kan de ikke.

Men så enkelt er det ikke og svaret vil med det samme lukke for udspørgerens interesse. For mange der spørger er jo interesserede i kunst, ellers kom de ikke til gallerierne og ferniseringerne. Ellers tog de ikke på udflugt til Museerne og flokkedes om de sidste nye ophængninger, kurateringer og installationer. Der må iboende være en interesse for kunsten, der går dybere end de fleste tror. Folk føler sig draget af billederne og det er en gammel erfaring i vore urinstinkter, der berøres af mødet med nutidens kunst. Vi brugte jo kunsten, tegningerne, afbildninger af livet omkring os allerede i hulemalerierne for 30.000 år siden. Der er ikke langt fra de første tegninger af oksen malet i en hulevæg i de franske huler i Chauvet til nutidens tegninger. Menneskets kreativitet og sans for kunst ligger dybt i os.

Og det er det man møder som udstiller hos folk, når de kommer på besøg. Mange virker søgende, nysgerrige, generte over at vise at de er interesserede i noget, de ikke rigtig ved, hvad de skal sige til og hvorfor de egentlig er der. Folk i arbejde er ganske bundet af deres arbejde og det at lave en afstikker fra det er at søge ind i usikkert område. Derfor spørgsmålet: Kan I leve af det? For at leve af arbejdet er jo det de gør og kender til. Sådan er livet tilrettelagt for de fleste. Det er også dér de har lært at tingene skal ligne og være i orden. Skriften skal være i orden og de har øvet sig i at skrive så mange forretningsbreve at de har mistet det skriftlige sprogs muligheder for at udtrykke noget om livet, deres eget. Og derfor tyr de til kriminallitteraturen som tiden er spækket med, for den ligner sproget på deres arbejdsplads og er letforståeligt og brugbar i en sommerferie.

Men når sommeren er overstået og arbejdet er ved at være fortid begynder bevægelsen hen mod gallerier og museer og søgen efter anden føde, nemlig den, der kan nære vores indre drømme og sære iagttagelser af at livet er mere end arbejdet. Fra da af har kunstnerne et trofast og voksende publikum som man skal tage godt imod og hjælpe til med at komme ind i kunstens verden. For kunstneren skal også påtage sig en opdragende rolle, hvis mødet med publikum, gæster og kunsten skal forløbe på en ordentlig måde.

Man skal ikke afvise folks måske ubehjælpsomme spørgsmål til et kunstværk, men være åben og indsigtsfulde nok til at hjælpe dem videre til at blive bedre og dybere ud- og indspørgere til kunstens verden. Hjælpe folk videre til næste niveau og indsigt.

Når de først er kommet over genkendelsesstadiet: Ligner det og er holdt op med at spørge deres børn om hvad deres tegninger skal ligne eller at de ikke ligner, så kan der begynde at blive interesse for andet end guldaldermalerier og den ny tids ”lignemalerier”. Så er rejsen ind i kunstens forunderlige verden af hulemalerier fra fortid og nutid ind i fremtiden begyndt.

De fleste mennesker lever et liv uden kunst i deres arbejdsliv. Men når de så bliver pensioneret begynder livet at stille dem spørgsmål og et nyt liv dukker op for dem. Det er her de opdager at kunsten kan være en vejviser ind i deres fortsatte liv, så de ikke behøver at nøjes med den mistrøstige pensionist titel. De begynder at tage livet i brug igen og opdager hvor stort og righoldigt det er.

De opdager at lediggang er roden til al kunst.

© Tommy Flugt

DEN FORSVUNDNE TID

Posted: April 30, 2020 in Uncategorized

DEN FORSVUNDNE TID

Essay af Tommy Flugt

Nu er der ingen mure mere, ingen grænser at skjule os bag, nationaliteten er overvundet vi er bare et folk, der ikke kan skjule os eller gemme os væk fra hinanden. Snart skal vi være tæt sammen og rygende uenige igen. Efter coronatågen er alt forandret og uforandret til ukendelighed.

Position og størrelse er afgørende for jordens udvikling af mennesket.

Da jeg var yngre læste jeg forfatteres sprog med ubesmittethed, stregede under og tænkte efter. Gik i stå ved vanskelige sætninger og forundredes over dybden i sproget. Jeg læste med en uhildethed og modtagelighed og bevægede mig ind i nyt land, som var jeg den første læser. Sproget er og var den store åbenbaring.

Som ungt menneske havde jeg en sult efter filosofisk litteratur med indviklede sætningskonstruktioner i forhold til min alder.

Jeg havde i en periode sommerferiejob som medhjælper til chauffør, der kørte Albani øl og vand ud til områdets kunder. Jeg var stærk nok til at bære trækasser med 50 flasker på min skulder ind i butikker og satte mig så tilbage i chaufførhuset og fandt min lekture frem som jeg læste på til næste kunde. Da sommeren var omme hed det sig når vi ankom til butikkerne: Nu Kommer Albani og Kirkegård! Min chauffør var lidt stolt af mig 15-årige, så han sagde: Ja, min chaufførmedhjælper læser Søren K mens vi kører. Jeg opfattede det lidt som ærlig stolthed fra hans side selvom jeg havde forsøgt at smuglæse, havde han naturligvis opdaget, hvad jeg læste og havde snakket over sig.

Men sådan var det dengang. Jeg var ved at blive vækket til live åndelig talt, uden vejleder søgte jeg febrilsk rundt i mine unge dage. Jeg kom ad mange biveje fremad mod ukendt mål. Var blandt andet i puberteten ovre i en religiøs søgen, fordi jeg af en eller anden grund i en periode var blevet sneblind. Jeg havde også slået mit hoved i et fald alvorligt og havde i tågens bevidstløshed hørt at slaget kunne gøre mig sindssyg. Og da jeg vågnede op af døsen og skulle finde ind til hverdagen skulle jeg i en periode slås med at vise at jeg ikke var sindssyg. Det ville være frygteligt for min forældre, så jeg arbejdede med at skjule det og være ganske almindelig. Det var lige ved at lykkes, men jeg fandt ud af at en samtale med en præst måske kunne hjælpe. Så jeg søgte en udenfor sognet, ringede til ham og den forundrede præst inviterede mig til en samtale en søndag eftermiddag. Her blev jeg budt på kaffe og så fik vi ellers begge to snakket os udenom den varme grød. Og jeg kørte derfra om end ikke med uforrettet sag, jeg havde fundet ud af at jeg godt selv kunne komme videre med mig selv. Jeg havde ikke brug for en alt for velmenende præst til at vejlede mig. Andre veje var mere naturlige for mig, litteraturens veje. Men jeg var en novice og uden læsende baggrund. Den måtte komme igennem en kombination af ord, skrift og notater og kunst i det hele taget.

I en af mine tidlige notesbøger fra min ungdom er der nederst midt på siden en lille cirkel og et menneske på et ben på en klode. Han rækker hånden opefter. På fødderne anes et par vinger og den unge graciøse skikkelse ser ud til at kunne flyve. I den ene hånd bærer han en stav. Det er muligvis Hermes der er sendebud i den græske mytologi og desuden opfinder af lyren. Han er hyrdernes og hjordens gud, men også tyvenes gud. Han følger mennesket på dets sidste rejse. Der er noget dæmonisk over Hermes. En dobbelthed. Han bærer og bevarer noget refleks fra sin barndoms huletilværelse i sin karakter og samtidig himlens lys. Gudernes sendebud og menneskets hjælper. Dæmonisk selv stående naturen nærmere.

Jeg har altid brugt mine dagbøger til at notere og orientere mig. Hjemme såvel som ude. Tanker er nedfældet, oplevelser, læsninger og forberedende skriftlige forsøg. Alt sammen fortløbende nedfældet og beregnet til at fordybe sig i levet liv og oplevelser. At huske og forstå kan skrift bruges til.

På min studenterrejse kom jeg til Marburg, Basel, Zürich, Milano hvor jeg så Leonardo da Vinci’s Sidste måltid, nadveren. Om eftermiddagen spiste jeg flûte og ost og drak rødvin på en bænk inde i byen. Tog med toget videre til Firenze, fandt et gammelt slots herberg og havde en vidunderlig aften. Læste Pasternak Valsede rundt i gaderne og dasede på herberget. Vågnede ved firetiden og måtte pludselig af sted til Rom.

Kom ind på Café Greco i Rom 100 år senere end H. C. Andersen, der havde været der den 3. maj 1861. Der var et billede af ham på væggen og et affotograferet brev til Henriette Collin hvor han bl.a. skrev: ”På Altanen blomstre Roser og Gyldenlakker. Vi brænde om aftenen fire armet romers Lampe, men have doh hver vort Voxlys. Om aftenen er vi meest hjemme og bordete står dækket med Viin, brød, Parmesan Ost og Frugt; dejligt vand fra agua fontæne, én stor Sopha og tre små hører til Meublementet, så at de Seer her er ganske godt”.

Læsninger 1964: ”Mennesker have så ondt ved at vælge sig selv; sålænge man ikke har valgt sig selv, er ligesom en mulighed af at blive noget anderledes, enten på den ene eller anden måde, – når friheden lidenskab er vågnet i ham – og den er vågnet i valget – så vælger han sig selv og kæmper for denne besiddelse som for sin salighed, og det er hans salighed”. [Kierkegaard: Enten – Eller] Det står som motto for Max Frisch’s store roman om identitetsspørgsmålet: Jeg er ikke Stiller. Her siger Julika til Stiller: ”Du skal ikke gøre dig noget billede. Hvert billede er en synd. Det er lige det stik modsatte af kærlighed. Når man elsker et menneske, så lader man jo enhver mulighed stå åben for det og er på trods af alle erfaringer simpelthen parat til at blive forbavset, hele tiden blive forbavset over, hvor anderledes det er, hvor forskelligartet og ikke bare sådan, ikke et færdigt billede, som du der gør dig af Julika.”

Venteværelset. Sad i værelset, venteværelset, rygesalonen, samlingsstuen, rastløshedens rum og læste, noterede indimellem ting ned, læste så igen. En ung pige af udseende, femten år til sytten skød jeg på. Hun var ret neurotisk og musikbegavet, spillede i et lille orkester, ville springe fra en kontorgerning, lyttede jeg mig til. Hun kom hen til mig og betragtede bogen jeg læste i, bladede lidt i den – lod et par spredte bemærkninger falde – og lagde så bogen på bordet igen. Da jeg slog op i bogen, lå der en lap papir deri. Sammenfoldet. På den ene side var tegnet en ung pige, og ved siden af en pige som brud. Nedenunder en kirke og et gadekær. Alt dette var dog overstreget med kryds over hver tegning. På bagsiden af papiret stod: Hvis De vil skrive til mig er min adresse…

Hyggeaften på Askov Højskole hos lærer og forfatter Tage Schou-Hansen. Han startede en diskussion, som greb om sig og tog hele aftenen med i købet. Om umiddelbarheden i det menneskelige væsen contra tiden. Det formede sig som spørgsmål og sluttede igen i spørgsmål. Er vor oplevelsesevne blevet forskudt fra nuet til senere genoplevelse ved konfrontation med facts om oplevelsen? Fx: kulminerer en fest når fotografen har taget et billede. Kan festen ikke genkaldes i erindringen uden igennem billeder – så gid fanden have den fest. Hvor blev nuets oplevelse af. Umiddelbarheden i nuet dør ud – tilbage står nogle fotografi kiggende grupper gloende – lyttende til stemmer på en båndoptager fra dengang der var liv.

I vore dage ser man mobiltefonernes fugle sidde i vejkanten og pikke skærmens korn.

Kunstens intention: ”Føl det, der er føleligt og gør det føleligt, som ikke er føleligt”, skriver Th. Bjørnvig et sted. Og om digter situationen fortsætter han: ”Herligt er at skue tingen, frygteligt at være den”.

J. var på besøg i mit kvistværelse og det blev en aften med diskussion om kunstneriske holdninger, om kunstens vilkår og betingelser overfor kunstneren. Samtale om inspirationens udspring fra kriser, konflikter. J. kaldte sin far en digter, der bevidst skrev på konflikter, måtte gøre dette for at kunne skabe, Vi kom ind på tanken om, at de kunstgreb man gjorde, brugte for at skabe, for at kunne skabe, at de var voldtægt overfor livet. ”Men kunst er da liv i sig selv”, sagde J. Hun kunne ikke se man behøvede at bruge voldtægt for at skabe, bygge det nedbrudte hus op. Kunst er da liv, skaberakten kan være rent og skært liv. Af liv opstået, fortsatte hun, til liv blevet. Og så fortalte hun en historie om maleren Hundertwasser og hans tur til København og Stockholm. Og om et testamente hun havde modtaget af E.N. til gennemlæsning. Og hun måtte få et maleri af ham som hun selv valgte. Hun valgte det største og dyreste. Og fik det. Hun bliver overforkælet. Det glæder mig efterhånden, den lussing, jeg stak hende engang, plus at jeg smed hende ud. Hun skulle ikke have det for let.

Fik skrabet nogle penge sammen til en tur til Malmø. Trængte til luftforandring. Og så var der en Paul Klee udstilling derovre. Var træt af at rette digte. Fik set en halvdårlig musical på Stadsteatern, sov i en kutter der stod åben i kanalen ikke langt fra Museet. Overværede en phallos dans på åben gade. På fortovet med åben gylp dansede fem præster af phallos menigheden rundt omkring deres ph-majestætus, lovsyngende hans herlighed. Skiftevis berørte præsterne ydmygt hans herlighed – som en solsort forventningsfuldt hiver i en orm. Herlig morgen på kanalen. Gik rundt i byen inden udstillingen. En yderst righoldig Paul Klee udstilling. Traf J. Sammen tog vi nok en runde. Så også en C.F. Hill samling: Från hans sjukperiode (1878-1911) Og et billede Munchs af A. Strindberg.

Blev ringet op nogle dage senere. J.: Hvordan har du det? Du fik vel ikke lungebetændelse af din tur til Malmø? Skal du noget i morgen tidligt kl. 4? Ikke. Vil du så med i Frederiksberg have og plukke blomster? Ja. Kl. 4. Jeg kender et smuthul.

Arbejdets afhængighed af driften. Driftens afhængighed af arbejdet. Det er med driften som en elevator, trykkes på de rigtige knapper stiger den til departementet for åndsliv. Er den derimod overfyldt og bespændt glider den hurtigt ned: åndslivet forplanter sig til underlivet.

Pludselig er man i London som ungt menneske. Så Tate Gallery med en masse moderne kunst. Fik gransket Turner ret nøje. Desuden Moore og Barbara Cathrine Hepworth. Stiftede for første gang bekendtskab med Gorky. Det slog mig. Specielt hans Waterfalls. Gik i parken ved Parlamentet og så Rodins store skulptur af borgerne fra Calais. Forstod bedre denne gang efter at have læst Rilkes bog, hvor han skildrer krøniken, der inspirerede Rodin. Og Kysset fik jeg lykkeligvis også set. Aftenens overraskelse på hjemturen. Kom forbi New Victoria koncertsal og biograf og opdagede at Oscar Petersons trio og Ella Fitzgerald skulle optræde der. Fik billet og en stor musikalsk oplevelse.

I København igen og sammen med Peter Hentze. Han maler. Jeg læser til filosofikum. Hele tiden, hele livet vores diskussioner om kunst. Enten må man skabe eller arbejde videnskabeligt, sagde Peter en dag. Og så er han pludselig indigneret: System, du må vide der findes intet system. Overblik, du må vide der findes intet overblik. Og i næste øjeblik taler han om det sublime maleri. Det må kunne skabes igen. Og så flyttede vi sammen i kolonihavehus i Hvidovre. Han malede og jeg læste Schultzer til Filosofikum på Uni. Om morgenen læser jeg Relativitetsteori. Registrerer fuglekvidder. Bogen nærmer sig sin afslutning. Det samme gør jeg. Om formiddagen tager jeg ind til eksamen og får overstået eksamen med udmærkelse. Tager tilbage til Peter, han brænder malerier af. Jeg får snuppet et par store malerier som jeg gemmer og som han først tredive år senere får at vide at jeg havde reddet fra hans autodafé. Det virkede han glad for. Hvert år på min fødselsdag kl. 22 ringede han til mig og vi talte om livet og kunsten lige til han ikke var mere. Men for mig er han her altid. Vores Parisertur, hvor også Bo var med, var ikonisk. Et langt skænderi hvor vi frigjorde os fra hinanden og gik i forskellige retninger. Og en fuldstændig vidunderlig tur. Fra første til sidste færd i opløsningens tegn. De første skridt bort fra ungdommen afspejlede sig. Den skønne sønderskudte ungdommens banegård blev forvandlet for øjnene af os. De tre musketerer der gik hver til sit i livet. Pariserturen var som et digt. Udfoldede sit eget liv.

Sikken det har pyntet sig det gamle træ. Det er næsten for galt, sagde nabokonen, der lignede jeg ved ikke hvad. Det skulle skamme sig at vise sig sådan frem, fortsatte hun. Og så i den alder. Der er da heller ingen anstændighed til mere.

Men blommetræet, for det var det, endda et rigtig gammelt et og af fin sort, var da lige glad. Den havde hørt så meget i sin tid, så den tog sig ikke af det mere. I virkeligheden er det jo sådan at man stråler, fordi det kommer inde fra. Det er en glæde der vil ud.

Og så kan folk jo tage imod eller lade være. Glæden er der alligevel.

Men naturligvis er glæden størst, der hvor den bliver set og bemærket. Det ved alle der har set et barns glæde blive til skuffelse og senere forknythed. Det er ikke til at holde ud. Børn skal ses og høres. Og man skal glæde sig sammen og pynte sig synes blommetræet. Og det er alle børn med på så det er bare at gå i gang. Og man behøver ikke bestsellers for at se godt ud. Husk det kommer indefra.

Da de fik børn og arbejde gik livet med børn og arbejde og fortællinger. De blev fire og fyldte hele verden. Hvor var der meget at se til uden man lagde mærke til det. Livet gik bare sin vante og lykkelige, ulykkelige gang i flodens rolige rytme. Bugtede sig dernedad. Udvidede sig, snævrede ind. Der var flodbredder til overnatning og udforskning og rekreation inden floden igen trak med sine strømme af hvirvlende vande. Altid dette nær- og samvær. To er godt, men to mere en gave. På vej ud i havet.

Minderne ruller/ vi vander vor have/ med tårernes spand

Verden er som den er/ sagde den kloge Candide/ derfor skal vor have passes

Så i dag sår vi til/ planter om og fornyer/ i erindringens have

Hvordan kan man overhovedet udholde at leve i en verden der er uudholdelig; i en verden der dagligt stiller én ansigt til ansigt med problemer man må kapitulere overfor. Man overdynges daglig af problemer, der råber, skriger på at blive løst, – og efterhånden skriger, råber man selv på at blive forløst. Frigjort fra alle disse problemers tyngde, som serveres for os i dagens aviser, miljøet, naturen, coronaen, ozonlaget og meget mere. Naturkatastrofer alverdens steder og alligevel forsætter man med at leve som om intet var hændt én, for man skal også leve i en uudholdelig verden, hvor pinefuld afhængighedsforholdet man har til en mængde ting der ikke løses, og som man selv ikke har en jordisk chance for at løse.

Når Charles Baudelaire i et af sine store prosadigte fra Parisisk Spleen siger ”Berus jer” – må man forstå at dette ikke er en mand, der vender virkeligheden ryggen, men tværtimod en stor digter, der ligger under for virkeligheden og føler tingene så voldsomt at han må beruse sig for at holde sig oprejst. Af den grund glemmes problemerne ikke. Smerten ved dem dulmes blot, han må beruse sig for at holde sig oprejst som menneske for at bevare sin menneskelighed, for at se verden i øjnene og skildre den som den er. Og tag ikke fejl for han skriver: ”Man bør altid være beruset. Alting beror på det; det er den eneste opgave. For ikke at mærke tidens skrækkelige byrde, der knuser jeres skuldre og knuger jer til jorden, må I beruse jer uden ophør.” Og så kommer valgmulighederne: ”Men i hvad? I vin, i poesi, i dyd – som I vil. Men berus jer.”

For atombomben, vores krige, naturens mishandlede tilstand, vores forurening af kloden kan bruges til mange ting, også som en generations alibi overfor sig selv. Hvor var du henne, mens verden blev forurenet? Jeg var på arbejde. Eller forvist.

Hvis der ikke fandtes bøger i verden, var der ikke mere at sige om den ting. Skriver en kinesisk epigrammatiker ”Chang Ch’ao” og han forsætter: ”men eftersom der findes bøger, skal de også læses; hvis der ingen vin fandtes , var der ikke mere at sige om den ting, men eftersom der findes vin, skal den også drikkes; hvis der ikke fandtes begavede mænd og kvinder, var der ikke mere at sige om den ting, men eftersom de findes, skal de også elskes og værnes”.

At læse bøger, medens man er ung, er ligesom at betragte månen gennem en sprække; at læser bøger på det midaldrende trin er ligesom at betragte månen fra sin gårdsplads; at læse bøger når man er blevet gammel, er ligesom at betragte månen fra en åben terrasse. Sagen er nemlig, at jo dybere éns egen erfaring stikker, des dybere fordele drager man af at læse. Bøger uden ord: selve livets bog. Apropos Chang Ch’ao: Hvis der ikke fandtes arbejde her i tilværelsen, var der ikke mere at sige om den ting, men eftersom der findes arbejde, skal det også udføres. – Overvældet af den snusfornuftige logik er der ikke andet end at gå i gang og lære at elske sit arbejde. Og at begå sig i livet.

At overvinde de hindringer, som forhindrer én i at leve, i at folde sig naturligt ud. Det er den stadige livskamp. Du går ind i den modne mands livsalder, hvor du ser mere udenfor dig selv end i dig selv. En dag går spejlet i stykker og det er som en del af dig selv gik i stykker. Du mister lidt af dig selv, men får i tilgift et større udsyn, en rummeligere favn.

I sidste ende bliver vi alle til minder.

Tommy Flugt

30.04.2020

VORES TAB AF FATNINGEN OG KRISERNES ÅRHUNDREDE

Det kan godt være at det er store ord, men der er desværre meget om snakken. Det er ikke til at bortforklare, at der er sket noget i starten af dette nye århundrede som berettiger til at tage store ord i munden og tænke efter og spørge os selv: Kunne vi ikke gøre det en lille smule bedre. Hvad er det vi har gang i?

I 2014 var der fire store humanitære kriser i verden. De er beregnet af FN til at være i en kategori 3, som er det højeste niveau en krise kan nå efter den beregning. Og så skal ud over det medregnes den største ebolaepidemi i verdenshistorien.

Alene i 2014 var 50 millioner mennesker i verden på flugt og det er det højeste siden anden verdenskrig, der som bekendt sluttede i 1945. Det er 70 år siden og nu er den gal igen med krige, kriser, sult og nød. Over 100 millioner har brug for hjælp. Syrien, Sydsudan, Den Centralasiatiske Republik og Irak er kategori 3-kriser. Fire steder der kalder på humanitær hjælp. Systemet med kategorier blev skabt i forbindelse med Haiti sank sammen i et jordskælv i 2010. Der er altså nok at gøre i verden, nok af områder der påkalder sig vores internationale sammenhold og hjælp. Og at FN findes som organisator.

Men FN er jo medlemmernes organ, og det er ikke stærkere end viljen og styrken af det sammenhold. Verdensøkonomien har været igennem og er fortsat i alarmkrise, ligesom vores selvskabte plager naturkatastroferne er eskalerende. Vi er ved at forstå, at miljøet er truet, at vores rovdrift på naturen er til fare for os selv, at vores CO² udslip fra industrien har forstyrret vort klima og forværrer vores livsmuligheder på kloden.

Fattigdommen er voksende ligesom rigdommen. Der er mange meget fattige i verden og få, men uhyre velhavende. Der er lande i EU som er ved at ryge ud af fællesskabet, fordi økonomien er ved at kvæle dem, Grækenland er eksemplet. I det hele taget er økonomien dét man burde tale om, men er i stedet det man taler udenom, fordi man fastholder et forældet økonomisk system, det kapitalistiske. Det er ligeså meget en fundamentalisme og vanvittig religion, som så mange andre, fordi vi ikke rigtig tør erkende, at det kapitalistiske system har spillet fallit, og vi – jo før des bedre – burde indføre et system, der kom befolkningerne og kloden til gode. Naturligvis er det muligt. Vi skal bare begynde at tale seriøst om det.

Men der svigter vi afgørende og lader tingene forfalde rundt omkring. Vi ved hvad vi har, men ser ikke hvad vi kunne få og opnå. Så vi taber fatningen og lader stå til. Medvirker til ufred og afmagt rundt omkring os. Holder indsamlingsfester via tv for at afbøde lidt på samvittigheden og lader ellers verden gå sin skæve gang.

Hverdagens gøremål bliver redningen for de fleste af os, mens politikerne raver rundt og holder taler og skåler mere og mere hult over det ene og andet påfund.


Nået til at verden styres af politikere uden for rækkevidde i en slags parallel verden, er dagligdagen og familielivet værd at holde fat i, men det giver naturligvis et stik i hjertet, når man tænker på andre familier, der ikke er så heldige, at være født på den rigtige side af sultens grænse. Som ikke kender til fred og fordragelighed og livets under. At hjælpe dem kan man ved at bidrage til mange hjælpeorganisationer.

Vi har valgt at støtte Læger uden grænser. Dem har vi tillid til. Andre kan finde deres egne tillidsveje. Men hjælp skal der til. Verden er for alvorlig en sag at overlade til politikerne, så find din hjælpe niche, din hjælpeplatform.

© Tommy Flugt
25.03.2015

Efterord i en Coronatid:

LYSETS SKYGGER


Det er klart, man er ikke helt den samme mere. Siden Verden og Danmark blev lukket ned den 10.03.2020 har vi alle gennemløbet nogle enorme forandringer både i det ydre, men langsomt også i det indre og i vores handlemåder. De store og smukke ord af Søren Brostrøm: ”De stærke må tåle nogle forringede vilkår for at beskytte de svage,” gjorde stærkt indtryk. Coronaen forandrede verden på et splitsekund. Og de store ord blev til enkle sætninger: Hold afstand, vask hænder, hold jer inde. Pludselig skrumpede sproget ind til forenklinger, der ikke var til at tage fejl af. Coronavirussen er et lærestykke i hvor skrøbeligt vores samfund egentlig er bygget op og hvor let det kan lægges ned.

Samtidig opdager vi hvad vi ikke har brug for og pludselig forsvinder tingene for vore øjne. Vi må klare os uden og være sammen med og på afstand af de nærmeste. Sikken et lærestykke. Tvungen afstand, hvor vi lærer hvad vi holder mest af og hvad vi egentlig godt kan undvære. Men hvor vi også opdager at vi skal begynde forfra med at kommunikere og på en ny måde. Møder kan holdes over nettet og telefonen. Meget arbejde kan gøres derhjemme fra. Og noget arbejde er overflødigt, så det lukker vi for en periode.

Pludselig opdager vi at selv grundlovens forsamlingsfrihed kan gradbøjes og ytringsfrihedsforkæmpere og liberalismens enøjethed står for fald, pludselig dukker fællesskabet op og viser sig som en almindelig menneskelig tilbøjelighed til at hjælpe andre. Vi tør ofre nogle af vore egne kæpheste for fællesskabets skyld. Det kapitalistiske brøl om mere og mere profit fordufter og alle partier finder sammen om hjælp til virksomheder og arbejdere i nød. Og alt sammen for at understøtte det svage menneske. Eller bedre sagt for at støtte livet i alle dets aldre og muligheder.

Det opleves som et af de fineste øjeblikke i vor nuværende situation. At rette ind, høre efter og så hjælpsomheden, der pludselig træder til i fællesskabets ånd. Vi har fået en farlig gæst, men bekæmpelsen af den og måden vi gør det på er en glædelig og fantastisk handling. En kæde af forandrende begivenheder, som kan gå hen og give os et nyt samfund i en ny begyndelse. Det viste sig at det stærke samfund pludselig opdagede, at det var til for livets skyld i alle dets afskygninger.

© Tommy Flugt
23.03.2020

HVORFOR SKRIVER VI?

Posted: February 17, 2020 in Uncategorized
Tags: , , ,

HVORFOR SKRIVER VI?

Hvorfor skriver vi? spørger den norske digter Arnulf Överland.
– Ja, hvorfor snakker vi med hinanden? spørger han. Det er vel noget af det samme. Nogen vil indvende, at digtet først er en enetale. Til det vil jeg svare, at den som taler med sig selv, altid har en tænkt tilhører. Han sidder og digter. Og hans digtning er udtryk for et kontaktbehov – allerstærkest hos den unge, den ensomme, den kontaktløse!

Överland var en konservativ kommunist, der skrev på traditionel vis med rim og rytme og var modstander af modernismen. Men det skal man ikke lade sig narre af. Han kan godt læses i dag. Det var lidt ligesom Tom Kristensen, han var ræd for de nye former der var undervejs. Han var angst for at begive sig ud i de frie former. At hengive sig.

Mærkeligt nok fyrede Johannes V. Jensen moderne digte af allerede i Digte 1906. Men det egentlige gennembrud for modernismen herhjemme kom med Klaus Rifbjerg i 1956 Under vejr med mig selv. Det slog nærmest den store poet Frank Jæger af tronen, og han genvandt aldrig sin position. Han blev henvist til folkesanger kredse og lever godt der hos Erik Grib. Men hård var kampen mellem tradition og modernitet. Der er digte man husker som sange og der er tekster man husker som recitationer. Og så går der dekonstruktion i det hele. Kakofoniens tidsalder. Den uskønne sammenblanding af mange og forskellige uharmoniske lyde. Og nået dertil har lyd og liv, digt og sprog fundet sammen i fælles beskrivelse af nutiden uden digteriske eufemismer. Livet må godt leves og beskrives.

Landet Atlantis

“Saadan er Længselens Land, Atlantis
Hvor alle harmoniske Fordomme svigter,
Farverne sprænges, og Formerne sprænges,
og Skønheden skabes af grelle Konflikter.
I Chaos jeg løfter min Bøsse
mod Skønhedens Stjerne og sigter”.

Tom Kristensen i debuten Fribytterdrømme 1920.

Men det gjorde han jo ikke, sprængte formerne, hans digtning er formfuldendt. Han kunne ikke. Turde ikke. Udgav ikke en digtsamling før han havde fået sin magister konferens. Men han vidste hvad der var på vej og blev en fremragende digter og en stor litterær anmelder (kritiker), som hjalp på vej.

Terminologi

Ja, ja, ja nu kommer jeg
ned til jer
ord.
Trompet: forblæst.
Skov: vissen.
Karyatide: antik.
Kærlighed løgn.
Halleluja: ræb.
Poesi: hvor er mit brokbind?

Opvågnen fra nedfrosset
dybtanæsteticeret koma
rykvis.
Udflod: smag.
Transfocator: syn.
Valens: værdi.
Pessar: virkelighed.
Mach: romantik.
Lyrik: 5-4-3-2-1-0

Klaus Rifbjerg fra Konfrontation 1960

Havet

Jag står framför havet.
Där är det.
Där er havet.
Jag tittar på det.
Havet. Jaha.
Det är som på Louvren.

Göran Palm fra Världen ser dig 1964

Der skete noget i tresserne og traditionen blev overhalet, sproget og lyrikken demokratiseret, modernismen trådte ind på banen for fuld hammer, nye former og eksperimenter kom på banen, konkretismen dukkede op, frie digte, arbejderlitteratur, prosadigte, tvangs frie former, kvindelitteratur – intet var mere fremmed for litteraturen og lyrikken. Minimalismen.

et digt der blir
sønderrevet hvordan
skrives det digt
skrives det som
dette mit digt
eller gives der
andre muligheder

en nerve der
sønderrives
hvordan skildres
denne min nerve
skildres den som
dette mit digt
eller gives der
andre muligheder

et legeme der
sønderbrydes
hvordan beskrives
dette mit legem
beskrives det som
dette mit digt
der ikke har
andre muligheder

© Tommy Flugt 1970

I halvfjerdserne blev digtningen til vinyl lyrik langt ind i 1980erne og den ene plade udkom efter den anden. Oprør bredte sig og blev bekæmpet. I 1989 brød den gamle koldkrigsverden sammen og Berlin muren forsvandt.

Inger Christensen kommer med digtsamlingen DET i 1969 og det var skelsættende. I 1988 kom hendes Alfabet og så ændrede verden sig i 1991 da Brøndum udsendte hendes utrolige digtsuite – et requim:

Sommerfugledalen.

De stiger op, planetens sommerfugle
som farvestøv fra jordens varme krop,
zinnober, okker, guld og fosforgule,
en sværm af kemisk grundstof løftet op.

En stram kompositorisk metode, en utrolig svær digtform, som virkelig kræver sin musikalske sprogbegavelse. Dybt fascinerende i bunden form at udtrykke så store emner så legende let og så vidunderligt sprogligt svævende. Formen er mesterligt tilbage i litteraturen. Det giver genopstandelse for tidligere glemt og gemt digtning.

læsende

jeg læser
ord samler sig om musikken
ved mennesker
med blikket rettet mod den ene tydning
efter den anden
med mumlende kærtegnsord i håndfladerne

jeg læser
ord står uafsluttelige og klare
forskellige steder i tiden
ved alle udgange af dette øjeblik
ved alle indgange til det
her

jeg læser
ord kaster sig ind til mig
jeg er favnen der forsøger at lære
at tale
vejr og landskaber og skæbner
ind under hårrødderne

jeg læser
ord ved lyset fra ansigterne
der kommer frem af det stille
fra side til side

jeg læser
ord ud over horisonten
til de bliver lyslilla
for øjnene af digitalt seende bomber
der blindes

jeg læser
ord fri af det økonomiske
der vil fastsætte alle målestokke
for hvad der er forståeligt og uforståeligt

jeg læser
et indre af viber
passer virkeligheden
kroppenes gættende dunken indefra
hvad skaber fantasien

jeg læser
overvintrede ord
linjer i gamle værker
fortællende som rynker i ansigter
omkring forsvundne sider af verden
blade der falder og hæver sig igen

jeg læser
med front mod opslåede verdner
der løfter og ligner
vingefang
ingen fugle eller maskiner
har magen til

jeg læser
ord der kan mere
end fattes
ord der kan give
kræfter
sprog der kan mere
end forklare
sprog der kan give
styrke til forvandlinger

jeg læser
jeg får svanevingespor i mig
jeg ser marker med skilte:
græsset må betrædes
af alle der ikke kan lade være
med varsomt at gå rundt hvor som helst

læsende

Marianne Larsen: læsende.

Et bestillingsarbejde fra mig til hende i forbindelse med en Bogfestival i Vestsjælland i sin tid. Læs selv. Og skriv, hvis du ikke kan lade være. Godt ord igen.

© Tommy Flugt.

17.02.2019

GODE RÅD TIL ALLE SKRIVELYSTNE

Posted: February 17, 2020 in Uncategorized

Til alle de skrivelystne disse gode råd:

Gør som Hemmingway, når du skal skrive

1. Sæt dig ved et lille træbord med din notesblok og pen. Pus dine briller og sørg for at være nybarberet. Husk at rede håret. Bid tænderne sammen og se koncentreret ud. Det giver det bedste billede, hvis der skulle komme en fotograf forbi. Skjorten skal være knappet lidt op og ærmerne rullet op. Hav en bog ved siden af på bordet eller to. Gå så i gang.
2. Hvis du sidder i et telt skal du huske at trække teltdugen til side, så du får det rette lys ind. Uanset hvor du end er så har du nu muligheden for at skrive indtil du bliver afbrudt. Men hvis du har flyttet teltet tilstrækkeligt langt væk fra dine venner og familie, helst i et andet land, så er der nu mulighed for at skrive. Du skal ikke have dine børn med på turen, for så får du aldrig ro til at skrive. Du skal også lade din kone eller kæreste blive hjemme. Nu kan du begynde at skrive. Men du skal lige være opmærksom på at det er tilladt at slå telt op der hvor du har slået det op og du skal sikre dig at der ikke kommer dyr eller slanger ind i teltet. Det skal være et dyrefrit område. Turister må der heller ikke være. Men på den anden side, så skal der også foregå noget udenfor teltet, som du kan lade dig inspirere af. Fx en lille krig. Så kan du referere lidt derfra. Men kom ikke for tæt på. Lær af Jørgen Leth. Da han lavede Amerikanske billeder opdagede han næsten ikke at de to tårne i New York blev smadret. Han måtte modstræbende tage tilbage og tage et par billeder med i sin endelige film. Forsigtige billeder, for det æstetiske poetiske billede måtte ikke lide skade. Det lykkedes næsten for ham at snige sig uden om den varme grød.
3. Hvis ikke du har et telt og en lille krig, men bare har lyst til at skrive, men ikke kan få tid til det derhjemme, så skal du bare stå tidligt op lave en kop kaffe eller te. Sæt dig så i skrivestilling som ovenfor og gå i gang med at skrive inden børnene og konen dukker op. Hvis du ikke kan stå tidligt op fordi du er B-menneske må du vente til du skal på arbejde med tog eller bus. Find et stille hjørne og begynd så at skrive. Måske har du tyve minutter med det offentlige transportmiddel. Udnyt det og tænk på hvor mange dage du arbejder om året og gang det så med tyve minutter, så har du din samlede tid til dit projekt og du kan se på tiden om det bliver en digt-, en novellesamling eller en roman. 90 timer til en digtsamling. 120 til en novellesamling og 150 – 250 til en roman, alt efter hvor mange sider den skal rumme. Murstensromaner bør ikke være tykkere end en mursten dvs omkring 5-600 sider. Du skal tænke på at hvis det er en seriøs roman, så er der ingen billeder i. Hvorimod det meget vel kan tænkes i en novellesamling. I digtsamlinger ser det bedst ud med lidt grafik eller tegninger. Hvis du er en natugle kan du godt skrive når familien er lagt i seng, hvis du kan holde dig vågen på det tidspunkt. Du kan også fravælge hele familien og arbejdet og så bare skrive når det passer dig. Hvis du har brug for en rejse for at blive inspireret tager du bare på en rejse. Men det skal helst være med et mindre selskab allerhelst helt alene. Et gammelt kultursted eller til Berlin. Her tager alle kunstnere hen i øjeblikket og det er godt at vise sig frem de rette steder, så der er mulighed for at blive tagget på et billede på facebook.
4. Det er godt at skrive hver dag. Ligegyldigt hvad, dosmerseddel, indkøbsseddel, huskeseddel, lidt dagbog: Jeg stod op klokken seks og efter morgentoilette og barbering satte jeg mig ind at skrive. Så er du i gang. Og ordene kommer snart til dig. Husk du skal kun skrive en tyve minutter til en halv time. Så slapper du lidt af. Går en tur. Henter kaffe og spiser en ostemad. Og hvis der stadig er lidt tid tilbage i huset, skriver du lidt igen. Hvis børnene i huset har vist sig får du dem hurtigt spist af og sendt i skole. Manden/ konen sender du hurtigt på arbejde og så tager du en halv fridag og skriver løs inden du skal ned i netto og handle ind. Eller passe kasseapparatet på deltid.
5. Du skal også oprette et miljø, der fremmer det at skrive. Et fast skrivebord, ergonomisk stol, og andre basale fornødenheder er en god idé. Forsøg ikke at bruge kanten af din seng, eller balancere din bærbare computer på en vindueskarm. Det er ikke kønt, og ikke befordrende for at skrive. For at være en produktiv forfatter, skal du også være organiseret. Det betyder, at du skal have din egen skriveplads. Jeg ved, det er ikke altid er muligt, men gør dit bedste for at holde andre fra dine ting. Og husk at melde dig ind i forfatter- eller journalistforeningen og kom til deres møder, så de kan se du er forfatter eller journalist. Der er så mange af dem at det kan være svært at skelne dem fra hinanden, hvis ikke du mødes med dem i jeres fagforening. Der er I alle lige og betydningsfulde. Du skal ikke fortælle dem hvad du laver, du skal bare nikke indforstået til dem , når de spørger om du skriver. Så siger du bare: Ja, jeg er i gang med at skrive på noget større. Jeg er midt i researchen. Mere skal du ikke nævne. Det er nok. Du er inde.
6. Hvis du skriver. Så husk at tage notater. Gerne i nærheden af nogen, så de kan se du er i gang med noget dybsindigt. Det gør godt indtryk. Og der opstår en aura omkring dig. Nå, der sidder forfatteren og skriver. Det er et godt udsagn. Du skal se lidt utilnærmelig ud. For der skulle nødig blive talt til dig. Det er forstyrrende for processen.
7. Husk aldrig at lytte til musik eller radio når du skriver. Det er forstyrrende. Også selvom musik kan være beroligende, så er det ikke det du har brug for. Du må gerne citere og helst lidt på engelsk, det gør sig i vore dage.
8. Instead of losing all those great thoughts to the chaos that is my life, I carry a pen and notebook with me wherever I go. That way I can catch inspiration when it strikes!
9. Don’t think a word or two will suffice, either. I still have a paper with “blindfolded coconut” written on it, and I have no idea what that means; I just remember it was incredible. Instead of just jotting a word or two, take a few moments to write down the whole idea, outline and all if need be. Make a list of the important points and possible title ideas.
10. The best thoughts often happen at the most inopportune times, but don’t let that stop you from capturing and saving them for great writing fodder later. You can also do this when unusual or interesting things happen in your life. Did you hear about a great site? Write it down. Did you see something cool? Write it down.
11. Just like a photographer always needs to carry a camera, writers always need to carry a notebook and write down ideas as they come up. It can save you a lot of frustration and give you some great ideas when you draw a blank.
12. These are just a few of the ways I’ve learned to write despite the junk going on around me. Most of our lives are not a calm sea—they are more like a hurricane. Sometimes you just have to do your best to hang on and keep going.
Hvis det kniber med inspirationen en dag så tag fat på dine sygdomme. Der er nok at tage af. Måske kan du få en klumme i en lokalavis og hver uge skrive om dine sygdomme. Så har du også en tekst at lægge på bloggen og du er ude i den store cyber rundfart. Husk at henvise til din klumme og blog på facebook. Det er vigtigt at du har en profil på nettet. Den får du ligeså snart du har skrevet noget og offentliggjort det. Det er en vind vind situation. God skrivel

Venlig hilsen Tommy Flugt

Glemmebogen forsvinder

Posted: December 3, 2019 in Uncategorized

Glemmebogen forsvinder

Kan man lave noget uden det går i glemmebogen? spurgte han, og jeg tænkte over det og gør det stadig uden at have fundet svaret. Eller rettere sagt er det vel sådan det er. Alt går i glemmebogen og derfra forsvinder det.

Du kan allerede mærke det nu i levende live. Tingene forsvinder hver dag. En lille flig af din erindring vil ikke dukke op. Et navn du skulle huske lader sig ikke huske. I hvert fald ikke uden møje og besvær og med hjælpe stikord undervejs. På en måde er det måske meget godt. Vi kan simpelthen ikke bære rundt på alle vore oplevelser i vor alder evig og altid, noget må vige pladsen for et eller andet andet.

For vi er nødt til at have nogen bevidsthed fremme som værn mod bevidstløsheden. Den kan tidsnok komme. Bevidstheden udskyder på en måde vor forsvinden en stakket stund – og det er sådan set godt nok på den måde.

Men de daglige forsvindinger minder en om at glemmebogen ikke er så langt borte.

En gang blev jeg rystet over at det hele slutter, altså ikke min personlige afslutning, men det hele engang om mange millioner år, så slibes det hele af og bliver til sandskorn alt sammen.
Det slog mig at så var der jo egentlig ingen grund til at gå at rydde op og smide ud. Det hele ville forsvinde alligevel. Men selvfølgelig kan man ikke have mine ting liggende så længe, eller andres ting, det er der slet ikke plads til, og andre skal jo også kunne være her i en periode inden det hele sander til.

Så vi rydder op engang imellem hos os og smider ud og kører til genbrug og opfører os anstændige og ansvarsfulde, sådan som man også forventer naboen er og forholder sig til hele situationen, nu den ikke kan være anderledes.

Det er som om den viden også viser sig i livet i alle de små ting, når vi bliver ældre. Der foregår jo hele tiden er slags stille udrensning i os. Vi mister det ene og det andet. Så bliver vi trætte af det og det og så kan vi ikke finde den musik som blev indspillet for år tilbage, og når man spørger efter den der hvor den skulle være i et tv-arkiv, så har de slettet den årgang, og den der havde optaget det og lavet sit eget arkiv er død og borte ligesom hans arkiv er forsvundet og ikke er at finde mere.

Det ærgrer mig af og til og jeg søger hjælp hos mennesker med at finde de gode sange, som af en eller anden grund ikke vil slippe mig, men dem jeg spørger er ikke ansat der mere, hvor det kunne være at de havde adgang, så det har de ikke og de kender ikke de nye, der skulle varetage opgaven eller hvem de er.

Den store fælles forsvinden er allerede i gang. Og på det punkt er oprydningen allerede langt fremskreden.

Livet går i glemmebogen og derfra forsvinder det. Du lever så længe du bliver husket. Og hukommelsen er kort. Sådan er det og må det være, vi kan ikke bære rundt på alt.

© Tommy Flugt

Forsvar for lyrikken

Posted: November 12, 2019 in Uncategorized

Forsvar for lyrikken

Den store forfatter Tage Skou-Hansen brød sig ikke om lyrikken, han mente at tiden, han er født i 1925-2015, var mere til prosaen og skrev et stort essay: Forsvar for prosaen (offentliggjort i 1950), hvori han forklarede hvorfor den var vigtig og lyrikken ikke havde hans fokus. Han argumenterede for det faktiske, det virkelige liv som grundlag for de menneskelige erfaringer midt efterkrigens tid. Ansvaret går ikke ud på at frelse denne verden, men at erkende den, som den er, og herfra bidrage i tale og skrift. Digteren er forpligtet på sin oplevelse at anerkende tilværelsens vilkår som de er. Livet er livet værd og livet om at gøre. Der hvor digteren tager livsvilkåret på sig, bliver han et etisk handlende væsen.

Her var der et angreb på efterkrigstidens værdinihilisme, som sad i efterkrigstidens digtning. Der hvor digteren tager vilkårene på sig og træder i karakter, bliver mennesket et etisk handlende menneske. Ikke en venstre-højre ideologi, men et handlende menneske der gennem levet liv får et førstehåndskendskab til tilværelsens nødvendige værdier erhvervet og tilkæmpet gennem erfaringer, man tør stå ved. Alt det og meget mere blev Tage Skou-Hansens store prosa forfatterskab et vidnesbyrd om. Et nødvendigt forsvar for prosaen i efterkrigstiden, hvor så meget skulle samles op og gøres tilgængeligt for generationerne ovenpå anden verdenskrigs kaos. Han viste en nødvendig vej for prosaen.

Men svigtede han så lyrikken? Måske, måske ikke. Han skrev i sit essay følgende: »Lyrikken har jo altid været regnet for finere end prosaen, og det er i grunden mærkeligt, når man tænker på, hvor let det er at skrive lyrik«. Det var i Heretica-tiden. Og det besynderlige er at han senere blev medredaktør af tidsskriftet sammen med digteren Frank Jæger, som rystede formfuldendte vers ud af ærmet. Men det var også her han trådte ind på den litterære scene og i slutningen af halvtredserne udgav sin første succes roman: De nøgne træer. Dermed lagde han grunden til sit store romanværk om krigs- og efterkrigstiden. I 1978 fik han fortjent Det Danske Akademis Store Pris.

I en halv snes år var han højskolelærer på Askov Højskole. Der mødte jeg ham som elev og fik ham som lærer i netop lyrikken. Han var Mag. Art. i Almindelig og sammenlignende litteraturhistorie og en god fortæller. Han førte mig ind til digtningen, selvom han ikke selv brød sig så meget om lyrikken, men undervise i digtningen og modernismen var han god til, og det var hvad jeg havde brug for dengang, hvor jeg lige var kommet fra militæret og havde brug for en afklaring og genfinde en menneskelig betydning. Ordenes betydning og engagementet var det jeg mødte gennem ham. På Askov blev han mit Fyrtårn.

Og så skrev han betydelige romaner og essays og jeg fulgte ham på flere måder. Dels var jeg selv blevet underviser og inviterede ham ud til foredrag, så mine kursister også kunne opleve ham. Dels oplevede jeg ham på Vallekilde Højskole i fyldt sal fortælle om sin store romanserie om Holger Mikkelsen. Men debutromanen De nøgne Træer var min første store oplevelse. Den handlede om at tage stilling og at handle. Og om kærlighed. Den gik rent hjem og senere kunne jeg mærke dens betydning igennem mine elever. Der er nogle titler som knytter sig til væsentlige temaer i tiden: Medløberen var en særlig roman om denne problematik og senere kom Over stregen, som med betydelig indsigt beskrev tidens oprør, både forståeligt, men også hvor det gik over gevind. Det var en vigtig gerning i tiden, hvor venstreorienterede grupper havde svært ved at styre sig, især de borgerlige af arten. Som gammel modstandsmand havde han forståelse for oprørets nødvendighed, men også den nødvendige disciplin og det moralske ansvar forbundet dermed. Han havde forståelse for ungdommen og viste sig at være en god vejleder.

Og så var han også en god ven af digteren Klaus Rifbjerg. De debuterede næsten samtidig. Tage Skou-Hansen med De nøgne træer, roman 1957 og Undervejr med mig selv, digtsamling 1956 af Klaus Rifbjerg. Romanforfatteren, der ikke kunne med digte, fik livsvarigt venskab med en af Danmarks største digtere. Rifbjerg som fik mig til at åbne øjnene vidt op og trak en forlængelse til Morten Nielsen, der døde ung i fyrrerne med kun en digtsamling bag sig: Krigere uden våben. Hans digte læser jeg den dag i dag. Men også Frank Jæger. Han har skrevet vers som jeg kan udenad. Tom Kristensen både romanen Hærværk og hans digte. Og hans anmeldelser i Politiken. De står for mig som noget af det bedste anmelderi. Han læste digte med indlevelse. Hvilket medførte at mine digtsamlinger voksede.

Klaus Rifbjerg var banebrydende. Den gamle klassiske digtning røg fløjten med hans optræden på scenen og det fik stor og drabelig betydning. Nye stemmer kom til og gamle fortonede sig. Bl.a. måtte Frank Jæger se sig slået ud i begyndelsen af tresserne pga modernismen. Der kom arbejder litteratur til og kvinderne skrev litteratur, digte. Hans Jørgen Nielsen lancerede attituderelativismen og snart var der alle mulige attituder og digte til. Et virvar af muligheder og inspirationer.  Og jeg snusede til det hele, mens jeg læste litteratur på Universitetet KU og fraterniserede med tegnere og malere på Kunstakademiet. Lige indtil 1969 hvor jeg selv debuterede og kastede mig ud i kunsten, digtningen, grafikken, sange og udstillinger og skabte IMIKROSKOPET sammen med et par venner. Blev medlem af Røde Mor og lidt senere kom ind på Den Danske Filmskole og tog en uddannelse der. Belært af digtningen blev filmen en anden mulighed for at redigere billeder og fortælle i rytme som digte kan. Og sange og tekster kunne synges og tales ind på film. Pludselig var der lyrik og poesi overalt. Tiden havde store demonstrationer i tresserne. Her var prosaen ikke brugbar. Det skulle være hurtige og kontante tekster til store forsamlinger. Carl Scharnberg var tidens helt uofficielle skribent i tresserne. I halvfjerdserne var Røde Mor dem der lagte billeder og sange til tiden. Pludselig var lyrikken brugbar og acceptabel. Folk lyttede og sang med på Røde Mors sange. Og vi udstillede vores tidsplakater.

Selv holdt jeg lyrikken ved live i alle årene, men først efter arbejdslivets ophør har jeg med fuld kraft skrevet den ene digtsamling efter den anden. Digte kan noget, i kort form fortælle om tiden og den nødvendige eftertanke. I løbet af denne måned kommer min nye og sidste digtsamling PORØSE GRÆNSER. Den afrunder mit lange lyriske forløb. Mit intense, vedholdende forsvar for digtningen/ lyrikken. Der har efter prosatiden været brug for den har det vist sig. Lyrikken findes og lever.

© Tommy Flugt

50 år – tre tilbageblik (1969-2019)

Det er halvtreds år siden. Siden hvad? At jeg var 28 år. Hvorfor fortæller du det? Fordi jeg drømte om det i nat. At du var 28 år? Nej, hvad der skete for 50 år siden, da jeg ganske rigtigt var meget ung. Og nu skal jeg nok fortælle det, du behøver ikke spørge mere, Karla, jeg er i gang med turen på Memory Lane.

1969 var afrundingen af tresserne, dette store årti. Med Atommarcherne i Påsken, protesterne mod Vietnamkrigen. Jeg havde læst Litteraturhistorie i en halv snes år på Universitetet i København, havde taget Filosofikum eksamen samme sted og havde skrevet en masse, fået en masse gode venner blandt kunstnere på Kunstakademiet og nu fik jeg skrevet et digt, der fandt vej til trykning hos en privat, der ville have det ud og oprettede Rahbeks Forlag til lejligheden. Digtet var Desperat Generation, som for mig var en sammenfatning af tresserne. Derudover havde jeg skrevet en lang række digte som jeg havde sendt til Gyldendals tidsskrift Vindrosen. Og pludselig fik jeg brev om at de ville trykke mine digte. De kom i Vindrosen nr. 3 1969.

Der var pludselig hul igennem og opbrud. En ven Torben, min Soulmate Alice og jeg havde fået grønt lys til at lave et visevers-, kunst- og lyriksted ud af en gammel bowlingbane på H.C. Andersens Boulevard 7. Det blev til det legendariske spillested I MIKROSKOPET, hvor så mange debuterede og glædede et ungt publikum. Bl.a. en ung Donovan fan Knud Christensen, den senere så berømte trubadur Sebastian. Og her var Paddy Doyles og irske toner og ikke mindst den elskelige Herman. Der var digtere, og journalister til debat og dukketeater ved Kaj Mathiessen. Og så havde vi kunstudstillinger i blændede vinduer, bl.a. en stor udstilling af grafikeren Jørgen C. Rasmussen, som også lavede plakat til stedet. Per Dich kom til åbningen og senere var Arlo Guthrie nede og havde pressemøde om sin film ”Alices Restaurant” en rigtig 60er sag.

Mine digte kom ud på Gyldendals Vindrosen og så fik jeg et brev fra forfatteren og grafikeren Dea Trier Mørch. Hun havde læst mine digte og ville gerne se mig til et møde ved en udstilling. Her blev jeg spurgt om jeg ville være med i deres nye gruppe, som hun, Troels Trier og Ole Finding havde lavet, nemlig Røde Mor. Og sådan kom jeg med i den kollektive kunstgruppe som startede i 1969 og havde de samme oplevelser fra tresserne som jeg. Vi havde fælles referencerammer og det blev en kreativ og energisk tid sammen i de første år.

En dag viste Alice mig en annonce i Politiken og sagde, at hun syntes jeg skulle reagere på den. Det var om ansøgning til at komme ind på Den Danske Filmskole. Jeg kikkede på den og sendte en ansøgning ind, mens jeg var travlt optaget af I MIKROSKOPET, som på rekordtid havde fået et folkemusikpublikum og gode kunstnere, der havde lyst til at optræde på døren. Og så kom der en skrivelse fra skolen, at jeg var udpeget til optagelsesprøver. De gik over 3 måneder og der var rigtig mange ansøgere. Men en dag kom der et brev fra skolen: Jeg var blevet optaget på en toårig uddannelse på filminstruktør linjen. Det var en stor dag. Men også en vild dag. For nu havde jeg gang i ikke mindre end 3 forskellige og dog sammenhængende spændende ting. Det var om at holde tungen lige i munden og få det bedste ud af det så længe mulighederne var der. 3 døre var åbnet for mig.

Vi var i 1969 og det er halvtreds år siden. Jeg var en ung mand på 28 og stod med åbne muligheder. Lige siden har jeg forsøgt at holde verden åben og kreativ. Det var det den 28 årige forventede af mig dengang og jeg har efter bedste evne forsøgt at leve op til det.

Tak Karla, fordi dine spørgsmål satte mig i gang med at mindes. Det er det man har børnebørn til: at stille de rigtige spørgsmål. De holder gang i en. Børnebørnene og spørgsmålene.

© Tommy Flugt

UDE I VERDENS YDEROMRÅDER

Posted: October 31, 2019 in Uncategorized

UDE I VERDENS YDEROMRÅDER

Essay af Tommy Flugt.

Ude i morænelandskabet, det ældgamle istidslandskab og i vandkanten ned til Lammefjorden møder vi ikke så mange internationale og vigtige personer. Det er sjældent de lægger vejen forbi. Men det sker dog at der kommer betydelige personer herud. Og så rejser de igen efter et lille ophold.

Engang i halvfjerdserne kom en russisk kosmonaut på besøg til middag. Vi spiste og der var mange der ville hylde ham, men det blev for meget, så han gik ud i haven og legede med vores dengang små børn. Gyngede med dem og var optaget af det helt nære jordiske liv og jeg iagttog ham og så at det bekom ham vel. Han havde været to gange i rummet og kredset om den smukke blå planet. Der lærte han at holde af det nære. Ikke at jeg mener man behøver at rejse rundt i rummet for at blive klar over nærhedens betydning, men når man nu har været derude, synes jeg det var en fin lære, han drog med ned derude fra.

I vandkantslandet har der også været nogle danske digtere forbi, som skrev og vedblev med at skrive på dansk. Digteren Ivan Malinovski gjorde stort indtryk på mig som digter og som stilfærdigt menneske. Hans kone var en fremragende væver og tekstilarbejder. Og hun var her også. Jeg læste Ivan og gør det stadig. Har et af hans digte hængende: Misnøje til skade for mandstugten. Det muntrer mig altid lidt op. Vi brevvekslede lidt og han sendte mig engang en digtsamling med en dedikation i til mig: Fra Ivan til Tommy, som du ser fortsætter lidt endnu. Han havde været i en slags depression over sproget ikke slog til og at så mange statsledere havde stjålet sproget og taget det i deres mund, så at sige besudlet sproget. Men nu var han ovre krampen og skrev igen sine modstandsdigte. Af og til oversatte han Boris Pasternak fra russisk. I al denne koncentration omkring hvad man kan, så kan man glemme nærheden. Og han glemte faktisk at lægge mærke til hvad hans kone lavede. Han var blind på det øje. Min lokale ven Pottemageren Erik Reiff, som kendte Ivan og Ruth, fortalte en dag digteren Ivan at han var gift med en dygtig væverske, at hun var noget særligt i Danmark, at hun faktisk var en ret stor væverske. Det takkede han for og har sikkert ærgret sig over den manglende opmærksomhed. Ruth fik senere tildelt Bindesbøll Medaljen, som er den højeste udmærkelse. Hun fik også statens treårige legat senere igen. Sådan er den menneskelige nærhed tvivlsom, men dog til stede. Vi lever tæt, vi taler samme sprog, men ikke altid hjælper det på vor nære indsigt. Selvom vi læser andre sprog og taler med mange tunger, så garanterer det ikke for vor nødvendige forståelse. Vi er jo mennesker med fejl og mangler.

I øjeblikket er der trængsel i min indbakke. Hver eneste dag får jeg mails fra Obama administrationen. De fortæller mig om problemer med republikanerne og hvor vigtigt det er at lige netop jeg støtter dem på den ene eller anden måde. De fortæller at det rige Amerika i den grad donerer dollars til at forhindre bl.a. Obama Care, CO2 stigning og meget andet. En skriver til mig at de er dybt bekymrede over at kongressen ikke kan vedtage noget. Hvis kongressen ikke handler er den uden kritisk beskyttelse af The Voting Rights Act, som var det Martin Luther kæmpede for og døde for. Hvad der ikke er af benspænd i kongressen fra Republikanernes side er ikke værd at skrive om, og det gør aviserne herhjemme så heller ikke rigtigt, for så skal man jo tage stilling for og imod. Imens er demokraterne og den siddende præsident ved at blive trynet af kapitalen og forhåbningen til hans periode er blevet bremset i voldsom grad af de republikanske intriger og deres voldsomme retorik og økonomiske donationer til snart sagt, hvad som helst reaktionært i det amerikanske samfund. Præsidenten kæmper mod klimaforandringerne mens republikanerne er fornægtere af samme. Det religiøse højre i Amerika har en frygtelig indflydelse på en uoplyst befolkning og i kraft af deres økonomiske indsprøjtninger til partiet kan det oversvømme medierne med vanvittige reklamer og hadefulde kampagner mod deres modstander og præsidenten. Intet tyder på at præsidenten kan vinde flertal ved midtstatsvalget. Og at økonomien er hvor den er kan tilskrives Obama, men bliver det ikke, i stedet arbejder man uafbrudt på at forhindre de økonomiske fremskridt, blot for at stække præsidenten. Set ude fra er det fuldstændig vanvittig politik og ikke alene USA lider under det, men også verden som sådan. Republikanerne har et meget stort ansvar, men de har ikke været i stand til at handle som politikere i en stor nation med et medansvar i verden.

Støt os, stem, deltag, kan vi regne med dig? send flere penge: 3, 5 10 eller flere $ skriver de hele tiden fra Obamas stab samtidig med at de sender den ene rystende melding ud om chikanerierne fra republikanerne. Jo, jeg har det indefra og det er lærerigt. Og så er det lidt af en fejltagelse. Jeg er blevet opfattet som medlem af demokraterne. Jeg har i sin tid meldt mig til et eller andet og for at komme igennem skulle de bruge en adresse, der var en hindring og det var min postadresse. Da jeg endelig efter flere forsøg fik skrevet et nul foran 4300 så var jeg igennem. Lige siden har jeg fulgt med i stabens breve og opfordringer. Jeg har ikke betalt noget, for jeg vil ikke beskyldes for at gå i en fremmed stats tjeneste, men jeg har læst mig igennem en masse opfordringer og set hvor aktivt man kæmper. Og det har givet mig lidt respekt. Men også noget at tænke over. Jeg har forsøgt i et brev at forklare, hvor jeg bor og sådan set ikke er amerikaner, men brevet er ikke nået frem til rette vedkommende. Så jeg får stadig mails hver dag fra adskillige stabsmedlemmer: Nancy Pelosi, vicepræsidenten, præsidenten, præsidentens kone, stabsfuntionærer og kongresmedlemmer. Og pludselig sender præsidenten mig hele sin tale i forbindelse med IS problematikken. Og den synes jeg faktisk sagde mig noget. Så det er et sted hvor jeg får nogle øjeblikkelige nyheder. Også i et omfang som jeg slet ikke er i stand til at honorere, da jeg ikke har noget kontorpersonale til at hjælpe mig med min efterhånden omfattende korrespondance med Det Hvide Hus. Jeg må klare mig med min lille hjemmecomputer og lidt stjålen tid. Det sker at jeg oversætter lidt og sender det videre. Fx til kurderne. De kan godt bruge støtte og lidt opmuntring, hvis der er noget af den slags i den store verden. Og det er der trods alt.

Amerika er et rigt land og de har ikke brug for min støtte, de må selv finde ud af at rede sig ud af det politiske morads de er havnet i, men kurderne i Danmark, i Tyrkiet, i Irak, i Syrien, i Iran de har det ikke godt og bliver ikke behandlet godt. Hverken af den danske stat, der har lukket deres Roj TV eller i Tyrkiet, hvor Erdogan regeringen udfolder en forfærdelig foragt overfor den kurdiske befolkning. Og det Tyrkiske dobbeltspil i forhold til IS terroristerne bør man internationalt undersøge nærmere. Hvis der er nogen befolkningsgruppe i mellemøsten der har brug for vores udelte opmærksomhed og hjælp, så er det kurderne. Støt kurderne nu og bekæmp de internationale terrorister i IS. Ikke for ingenting er danskerne blevet opmærksomme på at det er IS, der er en trussel og det billede som EU og USA har givet os af kurderne er et forkert billede byggende på en fejlslagen analyse.

Når man begår en fejl og indser fejlen er det ikke forkert at rette den. Giv kurderne menneskerettighederne tilbage og fjern terrorstemplet på dem. Støt kurderne i deres kamp for anerkendelse og selvstændighed.

For ikke så længe siden havde vi en kurdisk familie på besøg. Mand og kone og deres to drenge i teenagealderen. Han er anklaget for indsamling i Danmark efter terrorparagraffen og hun kommer af en iransk familie, hvor de har været forfulgt i generationer, fordi de var kurdere. Han er blevet tortureret i Tyrkiet og får hjælp i Danmark i Dignity, samtidig med han sidder på anklagebænken hver dag i en sag rejst af Tyrkiet i forbindelse med lukningen af Roj TV. Begge prøver de at få et liv til at fungere af hensyn til deres børn. De besøgte os og jeg så ham, torturofferet, gå i haven med sine børn og nyde det. Vi har et lille vandhul i haven og han satte sig med de to drenge og fortalte dem om vandhullet, planterne og hvad de så. Og drengene lyttede på den måde børn skal lytte, når en god voksen fortæller dem en livgivende historie. De så på deres far med varme og taknemlige øjne. Det øjeblik glemmer jeg aldrig faderen for. Et lille glimt af håb var han i stand til at formidle i et øjebliks fred og ro.

© Tommy Flugt
25.09.2014

Efterskrift: Historien fortsætter med USA under den ny orangefarvet præsident. Jeg modtager stadig informationer fra Nancy Pelosi fra Demokraterne om uhyrlighederne i det store land. Denne gang ved de fleste det, for i aviserne herhjemme skrives der om det i håb om at finde en slags mening med hvad der sker. Det virker lige så vanskeligt at forstå som Brexit i England. There is something Rotten…

TF 25.09.2019