Forsvar for lyrikken

Posted: November 12, 2019 in Uncategorized

Forsvar for lyrikken

Den store forfatter Tage Skou-Hansen brød sig ikke om lyrikken, han mente at tiden, han er født i 1925-2015, var mere til prosaen og skrev et stort essay: Forsvar for prosaen (offentliggjort i 1950), hvori han forklarede hvorfor den var vigtig og lyrikken ikke havde hans fokus. Han argumenterede for det faktiske, det virkelige liv som grundlag for de menneskelige erfaringer midt efterkrigens tid. Ansvaret går ikke ud på at frelse denne verden, men at erkende den, som den er, og herfra bidrage i tale og skrift. Digteren er forpligtet på sin oplevelse at anerkende tilværelsens vilkår som de er. Livet er livet værd og livet om at gøre. Der hvor digteren tager livsvilkåret på sig, bliver han et etisk handlende væsen.

Her var der et angreb på efterkrigstidens værdinihilisme, som sad i efterkrigstidens digtning. Der hvor digteren tager vilkårene på sig og træder i karakter, bliver mennesket et etisk handlende menneske. Ikke en venstre-højre ideologi, men et handlende menneske der gennem levet liv får et førstehåndskendskab til tilværelsens nødvendige værdier erhvervet og tilkæmpet gennem erfaringer, man tør stå ved. Alt det og meget mere blev Tage Skou-Hansens store prosa forfatterskab et vidnesbyrd om. Et nødvendigt forsvar for prosaen i efterkrigstiden, hvor så meget skulle samles op og gøres tilgængeligt for generationerne ovenpå anden verdenskrigs kaos. Han viste en nødvendig vej for prosaen.

Men svigtede han så lyrikken? Måske, måske ikke. Han skrev i sit essay følgende: »Lyrikken har jo altid været regnet for finere end prosaen, og det er i grunden mærkeligt, når man tænker på, hvor let det er at skrive lyrik«. Det var i Heretica-tiden. Og det besynderlige er at han senere blev medredaktør af tidsskriftet sammen med digteren Frank Jæger, som rystede formfuldendte vers ud af ærmet. Men det var også her han trådte ind på den litterære scene og i slutningen af halvtredserne udgav sin første succes roman: De nøgne træer. Dermed lagde han grunden til sit store romanværk om krigs- og efterkrigstiden. I 1978 fik han fortjent Det Danske Akademis Store Pris.

I en halv snes år var han højskolelærer på Askov Højskole. Der mødte jeg ham som elev og fik ham som lærer i netop lyrikken. Han var Mag. Art. i Almindelig og sammenlignende litteraturhistorie og en god fortæller. Han førte mig ind til digtningen, selvom han ikke selv brød sig så meget om lyrikken, men undervise i digtningen og modernismen var han god til, og det var hvad jeg havde brug for dengang, hvor jeg lige var kommet fra militæret og havde brug for en afklaring og genfinde en menneskelig betydning. Ordenes betydning og engagementet var det jeg mødte gennem ham. På Askov blev han mit Fyrtårn.

Og så skrev han betydelige romaner og essays og jeg fulgte ham på flere måder. Dels var jeg selv blevet underviser og inviterede ham ud til foredrag, så mine kursister også kunne opleve ham. Dels oplevede jeg ham på Vallekilde Højskole i fyldt sal fortælle om sin store romanserie om Holger Mikkelsen. Men debutromanen De nøgne Træer var min første store oplevelse. Den handlede om at tage stilling og at handle. Og om kærlighed. Den gik rent hjem og senere kunne jeg mærke dens betydning igennem mine elever. Der er nogle titler som knytter sig til væsentlige temaer i tiden: Medløberen var en særlig roman om denne problematik og senere kom Over stregen, som med betydelig indsigt beskrev tidens oprør, både forståeligt, men også hvor det gik over gevind. Det var en vigtig gerning i tiden, hvor venstreorienterede grupper havde svært ved at styre sig, især de borgerlige af arten. Som gammel modstandsmand havde han forståelse for oprørets nødvendighed, men også den nødvendige disciplin og det moralske ansvar forbundet dermed. Han havde forståelse for ungdommen og viste sig at være en god vejleder.

Og så var han også en god ven af digteren Klaus Rifbjerg. De debuterede næsten samtidig. Tage Skou-Hansen med De nøgne træer, roman 1957 og Undervejr med mig selv, digtsamling 1956 af Klaus Rifbjerg. Romanforfatteren, der ikke kunne med digte, fik livsvarigt venskab med en af Danmarks største digtere. Rifbjerg som fik mig til at åbne øjnene vidt op og trak en forlængelse til Morten Nielsen, der døde ung i fyrrerne med kun en digtsamling bag sig: Krigere uden våben. Hans digte læser jeg den dag i dag. Men også Frank Jæger. Han har skrevet vers som jeg kan udenad. Tom Kristensen både romanen Hærværk og hans digte. Og hans anmeldelser i Politiken. De står for mig som noget af det bedste anmelderi. Han læste digte med indlevelse. Hvilket medførte at mine digtsamlinger voksede.

Klaus Rifbjerg var banebrydende. Den gamle klassiske digtning røg fløjten med hans optræden på scenen og det fik stor og drabelig betydning. Nye stemmer kom til og gamle fortonede sig. Bl.a. måtte Frank Jæger se sig slået ud i begyndelsen af tresserne pga modernismen. Der kom arbejder litteratur til og kvinderne skrev litteratur, digte. Hans Jørgen Nielsen lancerede attituderelativismen og snart var der alle mulige attituder og digte til. Et virvar af muligheder og inspirationer.  Og jeg snusede til det hele, mens jeg læste litteratur på Universitetet KU og fraterniserede med tegnere og malere på Kunstakademiet. Lige indtil 1969 hvor jeg selv debuterede og kastede mig ud i kunsten, digtningen, grafikken, sange og udstillinger og skabte IMIKROSKOPET sammen med et par venner. Blev medlem af Røde Mor og lidt senere kom ind på Den Danske Filmskole og tog en uddannelse der. Belært af digtningen blev filmen en anden mulighed for at redigere billeder og fortælle i rytme som digte kan. Og sange og tekster kunne synges og tales ind på film. Pludselig var der lyrik og poesi overalt. Tiden havde store demonstrationer i tresserne. Her var prosaen ikke brugbar. Det skulle være hurtige og kontante tekster til store forsamlinger. Carl Scharnberg var tidens helt uofficielle skribent i tresserne. I halvfjerdserne var Røde Mor dem der lagte billeder og sange til tiden. Pludselig var lyrikken brugbar og acceptabel. Folk lyttede og sang med på Røde Mors sange. Og vi udstillede vores tidsplakater.

Selv holdt jeg lyrikken ved live i alle årene, men først efter arbejdslivets ophør har jeg med fuld kraft skrevet den ene digtsamling efter den anden. Digte kan noget, i kort form fortælle om tiden og den nødvendige eftertanke. I løbet af denne måned kommer min nye og sidste digtsamling PORØSE GRÆNSER. Den afrunder mit lange lyriske forløb. Mit intense, vedholdende forsvar for digtningen/ lyrikken. Der har efter prosatiden været brug for den har det vist sig. Lyrikken findes og lever.

© Tommy Flugt

50 år – tre tilbageblik (1969-2019)

Det er halvtreds år siden. Siden hvad? At jeg var 28 år. Hvorfor fortæller du det? Fordi jeg drømte om det i nat. At du var 28 år? Nej, hvad der skete for 50 år siden, da jeg ganske rigtigt var meget ung. Og nu skal jeg nok fortælle det, du behøver ikke spørge mere, Karla, jeg er i gang med turen på Memory Lane.

1969 var afrundingen af tresserne, dette store årti. Med Atommarcherne i Påsken, protesterne mod Vietnamkrigen. Jeg havde læst Litteraturhistorie i en halv snes år på Universitetet i København, havde taget Filosofikum eksamen samme sted og havde skrevet en masse, fået en masse gode venner blandt kunstnere på Kunstakademiet og nu fik jeg skrevet et digt, der fandt vej til trykning hos en privat, der ville have det ud og oprettede Rahbeks Forlag til lejligheden. Digtet var Desperat Generation, som for mig var en sammenfatning af tresserne. Derudover havde jeg skrevet en lang række digte som jeg havde sendt til Gyldendals tidsskrift Vindrosen. Og pludselig fik jeg brev om at de ville trykke mine digte. De kom i Vindrosen nr. 3 1969.

Der var pludselig hul igennem og opbrud. En ven Torben, min Soulmate Alice og jeg havde fået grønt lys til at lave et visevers-, kunst- og lyriksted ud af en gammel bowlingbane på H.C. Andersens Boulevard 7. Det blev til det legendariske spillested I MIKROSKOPET, hvor så mange debuterede og glædede et ungt publikum. Bl.a. en ung Donovan fan Knud Christensen, den senere så berømte trubadur Sebastian. Og her var Paddy Doyles og irske toner og ikke mindst den elskelige Herman. Der var digtere, og journalister til debat og dukketeater ved Kaj Mathiessen. Og så havde vi kunstudstillinger i blændede vinduer, bl.a. en stor udstilling af grafikeren Jørgen C. Rasmussen, som også lavede plakat til stedet. Per Dich kom til åbningen og senere var Arlo Guthrie nede og havde pressemøde om sin film ”Alices Restaurant” en rigtig 60er sag.

Mine digte kom ud på Gyldendals Vindrosen og så fik jeg et brev fra forfatteren og grafikeren Dea Trier Mørch. Hun havde læst mine digte og ville gerne se mig til et møde ved en udstilling. Her blev jeg spurgt om jeg ville være med i deres nye gruppe, som hun, Troels Trier og Ole Finding havde lavet, nemlig Røde Mor. Og sådan kom jeg med i den kollektive kunstgruppe som startede i 1969 og havde de samme oplevelser fra tresserne som jeg. Vi havde fælles referencerammer og det blev en kreativ og energisk tid sammen i de første år.

En dag viste Alice mig en annonce i Politiken og sagde, at hun syntes jeg skulle reagere på den. Det var om ansøgning til at komme ind på Den Danske Filmskole. Jeg kikkede på den og sendte en ansøgning ind, mens jeg var travlt optaget af I MIKROSKOPET, som på rekordtid havde fået et folkemusikpublikum og gode kunstnere, der havde lyst til at optræde på døren. Og så kom der en skrivelse fra skolen, at jeg var udpeget til optagelsesprøver. De gik over 3 måneder og der var rigtig mange ansøgere. Men en dag kom der et brev fra skolen: Jeg var blevet optaget på en toårig uddannelse på filminstruktør linjen. Det var en stor dag. Men også en vild dag. For nu havde jeg gang i ikke mindre end 3 forskellige og dog sammenhængende spændende ting. Det var om at holde tungen lige i munden og få det bedste ud af det så længe mulighederne var der. 3 døre var åbnet for mig.

Vi var i 1969 og det er halvtreds år siden. Jeg var en ung mand på 28 og stod med åbne muligheder. Lige siden har jeg forsøgt at holde verden åben og kreativ. Det var det den 28 årige forventede af mig dengang og jeg har efter bedste evne forsøgt at leve op til det.

Tak Karla, fordi dine spørgsmål satte mig i gang med at mindes. Det er det man har børnebørn til: at stille de rigtige spørgsmål. De holder gang i en. Børnebørnene og spørgsmålene.

© Tommy Flugt

UDE I VERDENS YDEROMRÅDER

Posted: October 31, 2019 in Uncategorized

UDE I VERDENS YDEROMRÅDER

Essay af Tommy Flugt.

Ude i morænelandskabet, det ældgamle istidslandskab og i vandkanten ned til Lammefjorden møder vi ikke så mange internationale og vigtige personer. Det er sjældent de lægger vejen forbi. Men det sker dog at der kommer betydelige personer herud. Og så rejser de igen efter et lille ophold.

Engang i halvfjerdserne kom en russisk kosmonaut på besøg til middag. Vi spiste og der var mange der ville hylde ham, men det blev for meget, så han gik ud i haven og legede med vores dengang små børn. Gyngede med dem og var optaget af det helt nære jordiske liv og jeg iagttog ham og så at det bekom ham vel. Han havde været to gange i rummet og kredset om den smukke blå planet. Der lærte han at holde af det nære. Ikke at jeg mener man behøver at rejse rundt i rummet for at blive klar over nærhedens betydning, men når man nu har været derude, synes jeg det var en fin lære, han drog med ned derude fra.

I vandkantslandet har der også været nogle danske digtere forbi, som skrev og vedblev med at skrive på dansk. Digteren Ivan Malinovski gjorde stort indtryk på mig som digter og som stilfærdigt menneske. Hans kone var en fremragende væver og tekstilarbejder. Og hun var her også. Jeg læste Ivan og gør det stadig. Har et af hans digte hængende: Misnøje til skade for mandstugten. Det muntrer mig altid lidt op. Vi brevvekslede lidt og han sendte mig engang en digtsamling med en dedikation i til mig: Fra Ivan til Tommy, som du ser fortsætter lidt endnu. Han havde været i en slags depression over sproget ikke slog til og at så mange statsledere havde stjålet sproget og taget det i deres mund, så at sige besudlet sproget. Men nu var han ovre krampen og skrev igen sine modstandsdigte. Af og til oversatte han Boris Pasternak fra russisk. I al denne koncentration omkring hvad man kan, så kan man glemme nærheden. Og han glemte faktisk at lægge mærke til hvad hans kone lavede. Han var blind på det øje. Min lokale ven Pottemageren Erik Reiff, som kendte Ivan og Ruth, fortalte en dag digteren Ivan at han var gift med en dygtig væverske, at hun var noget særligt i Danmark, at hun faktisk var en ret stor væverske. Det takkede han for og har sikkert ærgret sig over den manglende opmærksomhed. Ruth fik senere tildelt Bindesbøll Medaljen, som er den højeste udmærkelse. Hun fik også statens treårige legat senere igen. Sådan er den menneskelige nærhed tvivlsom, men dog til stede. Vi lever tæt, vi taler samme sprog, men ikke altid hjælper det på vor nære indsigt. Selvom vi læser andre sprog og taler med mange tunger, så garanterer det ikke for vor nødvendige forståelse. Vi er jo mennesker med fejl og mangler.

I øjeblikket er der trængsel i min indbakke. Hver eneste dag får jeg mails fra Obama administrationen. De fortæller mig om problemer med republikanerne og hvor vigtigt det er at lige netop jeg støtter dem på den ene eller anden måde. De fortæller at det rige Amerika i den grad donerer dollars til at forhindre bl.a. Obama Care, CO2 stigning og meget andet. En skriver til mig at de er dybt bekymrede over at kongressen ikke kan vedtage noget. Hvis kongressen ikke handler er den uden kritisk beskyttelse af The Voting Rights Act, som var det Martin Luther kæmpede for og døde for. Hvad der ikke er af benspænd i kongressen fra Republikanernes side er ikke værd at skrive om, og det gør aviserne herhjemme så heller ikke rigtigt, for så skal man jo tage stilling for og imod. Imens er demokraterne og den siddende præsident ved at blive trynet af kapitalen og forhåbningen til hans periode er blevet bremset i voldsom grad af de republikanske intriger og deres voldsomme retorik og økonomiske donationer til snart sagt, hvad som helst reaktionært i det amerikanske samfund. Præsidenten kæmper mod klimaforandringerne mens republikanerne er fornægtere af samme. Det religiøse højre i Amerika har en frygtelig indflydelse på en uoplyst befolkning og i kraft af deres økonomiske indsprøjtninger til partiet kan det oversvømme medierne med vanvittige reklamer og hadefulde kampagner mod deres modstander og præsidenten. Intet tyder på at præsidenten kan vinde flertal ved midtstatsvalget. Og at økonomien er hvor den er kan tilskrives Obama, men bliver det ikke, i stedet arbejder man uafbrudt på at forhindre de økonomiske fremskridt, blot for at stække præsidenten. Set ude fra er det fuldstændig vanvittig politik og ikke alene USA lider under det, men også verden som sådan. Republikanerne har et meget stort ansvar, men de har ikke været i stand til at handle som politikere i en stor nation med et medansvar i verden.

Støt os, stem, deltag, kan vi regne med dig? send flere penge: 3, 5 10 eller flere $ skriver de hele tiden fra Obamas stab samtidig med at de sender den ene rystende melding ud om chikanerierne fra republikanerne. Jo, jeg har det indefra og det er lærerigt. Og så er det lidt af en fejltagelse. Jeg er blevet opfattet som medlem af demokraterne. Jeg har i sin tid meldt mig til et eller andet og for at komme igennem skulle de bruge en adresse, der var en hindring og det var min postadresse. Da jeg endelig efter flere forsøg fik skrevet et nul foran 4300 så var jeg igennem. Lige siden har jeg fulgt med i stabens breve og opfordringer. Jeg har ikke betalt noget, for jeg vil ikke beskyldes for at gå i en fremmed stats tjeneste, men jeg har læst mig igennem en masse opfordringer og set hvor aktivt man kæmper. Og det har givet mig lidt respekt. Men også noget at tænke over. Jeg har forsøgt i et brev at forklare, hvor jeg bor og sådan set ikke er amerikaner, men brevet er ikke nået frem til rette vedkommende. Så jeg får stadig mails hver dag fra adskillige stabsmedlemmer: Nancy Pelosi, vicepræsidenten, præsidenten, præsidentens kone, stabsfuntionærer og kongresmedlemmer. Og pludselig sender præsidenten mig hele sin tale i forbindelse med IS problematikken. Og den synes jeg faktisk sagde mig noget. Så det er et sted hvor jeg får nogle øjeblikkelige nyheder. Også i et omfang som jeg slet ikke er i stand til at honorere, da jeg ikke har noget kontorpersonale til at hjælpe mig med min efterhånden omfattende korrespondance med Det Hvide Hus. Jeg må klare mig med min lille hjemmecomputer og lidt stjålen tid. Det sker at jeg oversætter lidt og sender det videre. Fx til kurderne. De kan godt bruge støtte og lidt opmuntring, hvis der er noget af den slags i den store verden. Og det er der trods alt.

Amerika er et rigt land og de har ikke brug for min støtte, de må selv finde ud af at rede sig ud af det politiske morads de er havnet i, men kurderne i Danmark, i Tyrkiet, i Irak, i Syrien, i Iran de har det ikke godt og bliver ikke behandlet godt. Hverken af den danske stat, der har lukket deres Roj TV eller i Tyrkiet, hvor Erdogan regeringen udfolder en forfærdelig foragt overfor den kurdiske befolkning. Og det Tyrkiske dobbeltspil i forhold til IS terroristerne bør man internationalt undersøge nærmere. Hvis der er nogen befolkningsgruppe i mellemøsten der har brug for vores udelte opmærksomhed og hjælp, så er det kurderne. Støt kurderne nu og bekæmp de internationale terrorister i IS. Ikke for ingenting er danskerne blevet opmærksomme på at det er IS, der er en trussel og det billede som EU og USA har givet os af kurderne er et forkert billede byggende på en fejlslagen analyse.

Når man begår en fejl og indser fejlen er det ikke forkert at rette den. Giv kurderne menneskerettighederne tilbage og fjern terrorstemplet på dem. Støt kurderne i deres kamp for anerkendelse og selvstændighed.

For ikke så længe siden havde vi en kurdisk familie på besøg. Mand og kone og deres to drenge i teenagealderen. Han er anklaget for indsamling i Danmark efter terrorparagraffen og hun kommer af en iransk familie, hvor de har været forfulgt i generationer, fordi de var kurdere. Han er blevet tortureret i Tyrkiet og får hjælp i Danmark i Dignity, samtidig med han sidder på anklagebænken hver dag i en sag rejst af Tyrkiet i forbindelse med lukningen af Roj TV. Begge prøver de at få et liv til at fungere af hensyn til deres børn. De besøgte os og jeg så ham, torturofferet, gå i haven med sine børn og nyde det. Vi har et lille vandhul i haven og han satte sig med de to drenge og fortalte dem om vandhullet, planterne og hvad de så. Og drengene lyttede på den måde børn skal lytte, når en god voksen fortæller dem en livgivende historie. De så på deres far med varme og taknemlige øjne. Det øjeblik glemmer jeg aldrig faderen for. Et lille glimt af håb var han i stand til at formidle i et øjebliks fred og ro.

© Tommy Flugt
25.09.2014

Efterskrift: Historien fortsætter med USA under den ny orangefarvet præsident. Jeg modtager stadig informationer fra Nancy Pelosi fra Demokraterne om uhyrlighederne i det store land. Denne gang ved de fleste det, for i aviserne herhjemme skrives der om det i håb om at finde en slags mening med hvad der sker. Det virker lige så vanskeligt at forstå som Brexit i England. There is something Rotten…

TF 25.09.2019

KAMPEN OM GUDERNE OG MENNESKETS FORDRIVELSE

Essay af Tommy Flugt

Lad mig med det samme slå fast at jeg ikke tror på nogen guder, jeg sætter min lid til mennesket.

Ikke desto mindre kan jeg godt se at jeg bor i et land, hvor kristendommen har været til stede under en eller anden form i 1000 år og det sætter sit præg i alles tankegange. Man kan skelne mellem at være kristen og så en kulturkristen. Jeg er nok det sidste. Det er sådan ligesom at naturen ikke mere er natur, men gennem årtiers bearbejdelse er blevet et med kulturlandskabet vi ser i dag, sådan også med den lange kristendoms indvirkning.

Det har taget tid at gøre op med kristendommen, som vi er indoktrineret med. I slutningen af 1800-tallet skete der noget. Darwin først og størst. Et paradigmeskift. Så det store industrielle gennembrud igennem videnskabens landvindinger. Flytningen fra land til by og oplysningstidens virke. Så en Freud med drømmetydning og analysen af menneskets psyke, hans frontalangreb på religionen, så Einsteins relativitetsteori og slag i slag forandredes verden og verden i vestens 
hoveder.

I 1800-tallets slutning skrev den store danske digter I.P. Jacobsen sin roman om 
fritænkeren eller frisætteren ”Niels Lyhne”. Det blev en roman, der satte sindene i brand. Om en mand der forsvarede det enkelte individs frihed fra religionen og ønsket om at leve i en verden, med ansvar for egne handlinger.

Den samme historie kan ikke fortælles i alle lande. For ikke alle lande har nået samme stade og været igennem oplysningstiden, som er en nødvendighed for at kunne frigøre sig for religionens åg og fundamentalismens blindgyder.

Vi lever i en verden med mange verdeners historie og forskellige tider indbygget i sig. Og det må skabe sammenstød og konflikter med blodig vold. Den vesteuropæiske udvikling har i sin historie mange fælles træk med udviklingen i andre lande. Det er bare tidsforskudte sammenfald.

I Danmark har vi brændt kvinder som hekse langt op i 1700-tallet. Vi har undertrykt den brede befolkning og tyranniseret dem. Men den franske revolution gav Danmark en fredelig udvikling til demokrati i 1849. Den danske arbejderbevægelse i 1871 satte gang i udviklingen for arbejderne og kvinderne. Malende beskrevet i Martin Andersen Nexøs romaner: Pelle Erobreren & Ditte Menneskebarn. Og så kom systemskiftet i 1901 og inden længe havde kvinderne fået stemmeret, Det skete i 1915.

Så var der et par frygtelige krige i Europa – første og anden verdenskrig. Det store århundrede, det tyvende århundrede, som mange troede fra starten et fredens og fremskridtets århundrede brugte uendelige destruktive kræfter og vanvid inden det var slut. Og så kom den kolde krig i en lang periode; men da den ebbede ud var der opbrud og nye muligheder lod sig ane. Verden er ikke blevet bedre nødvendigvis, men den er i vor tid måske blevet mere afklaret. Muligheder anes.

Denne klarhed var i tresserne og ind halvfjerdserne med til at skabe det danske velfærdssystem, som alle partier forholder sig til som en realitet. Ikke nødvendigvis i enighed, men i forståelse af velfærdssamfundets nødvendighed.

I mellemøsten har der længe været opbrud. Regeringer er blevet væltet. Endnu mangler Syrien at falde før området giver muligheder. Men en borgerkrig er skræmmende, den jævner alt. Og tabene er store. Der er menneskemasser på flugt fra brændende byer og bomber. Libyen faldt med vestlig støtte helt hen i anarki og uro. Masserne i Nordafrika flygter og drukner i massevis i flygtningebåde på vej til ingenting i Europa.

Verden er delvis i flammer og stor uro lader den os se. Men det er en verden i opbrud, og det er godt at lade falde alt gammelt som ikke kan stå, forældede regimer og den religiøse fanatisme. Der er brug for nytænkning og forandring.

Som jeg indtil videre har læst kurderne, synes jeg, de leverer varen, der er brug for. Det de står for: Fred, demokrati, fremskridt og kvindernes rettigheder, det er som da vi selv begyndte at danne vort demokrati. Forskellen er blot, at vi var herre i eget hus. Det er kurderne ikke.

Kurderne er forfulgt i Syrien, Irak, Iran og Tyrkiet. Og hængt ud i Danmark på den mest modbydelige måde. Som en modydelse til Nato-Generalposten til vor tidligere statsminister, stemte Tyrkiets Erdogan for mod at få lukket munden på kurderne og deres Roy TV. Det skete. Og det er en hån mod retfærdigheden og kurderne, men også en skamplet i det danske retssystem.

Vi skal helt tilbage til krigens tid, hvor den danske regering prisgav grundlovsstridigt danske kommunister herhjemme og lod tyskerne tage dem. Mange endte i kz-lejre og mange døde der. Et grundlovsbrud i Danmark. Her var demokratiet ikke stærkt nok. Ligesom det svigter omkring kurderne i Danmark.

Ikke alt er let i denne verden. Men undgå den slags udlevering må et demokrati være robust nok til at forhindre. Det gælder også kurderne i dagens Danmark.

Det er læren, at selv om der findes svigt og svig, så er retningen i demokratiet rigtig. Mod mere indflydelse, mod mere retfærd, mod større medmenneskelighed.

Der gives ingen anden vej. Og kurderne er ved at finde deres retfærdige vej. De driver uvæsenet ud og giver plads til mennesket, befriet for religion som fanatisme. En god ny tid for kurderne er håbet i fremtiden.

Og herhjemme må vi gøre op med berøringsangsten for de fremmede og få vort demokrati til at fungere bedre. Vi må se vore fejltagelser i øjnene og rette dem. Det er aldrig for sent at besinde sig som nation.

© Tommy Flugt

NÆSTEHJÆLPER

Posted: October 27, 2019 in Uncategorized

NÆSTEHJÆLPER

Essay af Tommy Flugt

Stødte i ugens løb på et nyt udtryk: Næstehjælper. Om omsorg for næsten bl.a. til lavtlønnede og fattige børn i Danmark, hvor der er ca. en 64-65.000 fattige børn. Næstehjælper er et solidarisk menneske. At åbne sig mod verden i tillid og forventning uden angst, uden hovmod, lad os tilpasse os en ny tid. Lad os passe på hinanden. Smukkere indledning til et essay kan man ikke ønske sig. Lad os se lidt på det i løbet af en uges tid, hvor andre udtryk, tanker og indtryk trænger sig på.

Vort tab af fatningen og krisernes århundrede

Det kan godt være at det er store ord, men der er desværre meget om snakken. Det er ikke til at bortforklare, at der er sket noget i starten af dette nye århundrede som berettiger til at tage store ord i munden, tænke efter og spørge os selv: Kunne vi ikke gøre det en lille smule bedre. Hvad er det vi har gang i?

I 2014 var der fire store humanitære kriser i verden. De er beregnet af FN til at være i en kategori 3, som er det højeste niveau en krise kan nå efter den beregning. Og så skal ud over det medregnes den største ebolaepidemi i verdenshistorien.

Alene i 2014 var 50 millioner mennesker i verden på flugt og det er det højeste siden anden verdenskrig, der som bekendt sluttede i 1945. Det er 70 år siden og nu er den gal igen med krige, kriser, sult og nød. Over 100 millioner har brug for hjælp. Syrien, Sydsudan, Den Centralasiatiske Republik og Irak er kategori 3-kriser. Fire steder der kalder på humanitær hjælp. Systemet med kategorier blev skabt i forbindelse med Haiti sank sammen i et jordskælv i 2010. Der er altså nok at gøre i verden, nok af områder der påkalder sig vort internationale sammenhold og hjælp. Og at FN findes som organisator.

Men FN er jo medlemmernes organ, og det er ikke stærkere end viljen og styrken af det sammenhold. Verdensøkonomien har været igennem og er fortsat i alarmkrise, ligesom vor selvskabte plager naturkatastroferne er eskalerende. Vi er ved at forstå, at miljøet er truet, at vor rovdrift på naturen er til fare for os selv, at vort CO² udslip fra industrien har forstyrret vort klima og forværrer vor livsmuligheder på kloden.

Fattigdommen er voksende ligesom rigdommen. Der er mange meget fattige i verden og få, men uhyre velhavende. Der er lande i EU som er ved at ryge ud af fællesskabet, fordi økonomien er ved at kvæle dem, Grækenland var eksemplet. I det hele taget er økonomien dét man burde tale om, men er i stedet det man taler udenom, fordi man fastholder et forældet økonomisk system, det kapitalistiske. Det er lige så meget en fundamentalisme og vanvittig religion, som så mange andre, fordi vi ikke rigtig tør erkende, at det kapitalistiske system har spillet fallit, og vi – jo før des bedre – burde indføre et system, der kom befolkningerne og kloden til gode. Naturligvis er det muligt. Vi skal bare begynde at tale seriøst om det. Undgå de gule vestes optøjer i Frankrig, befolkningsvanvid som Brexit, uroen i EU, Orban i Ungarn, Amerikas trækken sig tilbage, nationernes selvgodhed og frygten for de fremmede.

Af og til kan man godt forundres af en gammel tv-udsendelse. Så en norsk NRK fra 2014 Brennpunkt. Den forklarede, hvad der var godt for familie- og arbejdsliv og hvad der kan lade sig gøre: At have den samme velfærd ved en mindre arbejdsdag, betale mere i skat og alligevel have dobbelt indtægt i 2060. Udsendelsen overbeviste om det mulige i synspunktet for nordmænd. Men det behøver ikke at være for dem alene. Vi må lægge samfundene om, arbejde mindre, producere mindre af alt muligt og målrette os et godt familie- og arbejdsliv. Et liv til fordybelse og uden frygt og stress.

Tid til bagudskuen for fremtidens skyld

Akacietræet blev anset for livets træ, men også gudernes træ, herfra voksede de ægyptiske guder ud. I pyramidetekst står at Horus opstod af akacietræet. I Heliopolis (lå i gammel tid hvor Cairo lufthavn ligger i dag. Den tidligste sol-kult for guden Ra blev grundlagt her) her stod gudinden Saosis hellige Akacietræ. Fra tidligste tider var træet forbundet med fødslen. Akacien er en stor planteslægt, med mere end 20 arter. Den er udbredt i jordens tropiske og subtropiske egne.

Skarabæen triller kugler af lort væk og graver det ned, hunnen lægger sine æg i møgkuglen. Fire uger senere kommer ny bille. Skarabæen = genfødsel i det gamle Ægypten. Bille hedder på ægyptisk “Kheprer”, mens “Kheper” betyder “at blive til” eller “opstå”. Den var et billede på verdens skabelse fra den første urhøj, men var samtidigt et billede på solguden Khepri´s fødsel hver morgen, i den opgående sol. Samtidigt blev den forbundet med de dødes genopstandelse. Det er et andet jordnært billede end vores Solvogn fra Odsherred.

Nabatæernes by Petra eller den glemte by i Jordan var en by hygget ind i sten. Petra er græsk for sten. Petra er et arkæologisk område i Jordan og var en oldtidsby som var nabatæernes hovedstad og handelscenter for karavanerne. Udgravninger har vist, at det var beboernes evne til at styre vandtilstrømningen, der ledte til, at ørkenbyen kunne opstå, idet der herigennem skabtes en kunstig oase. Hører til verdens 7 moderne underværker. Her er ældgamle hulemalerier der ligner helleristninger.

Fra fortid til nutidsklip

Mens jeg læser dette og sætter mig ind i stoffet, er der skyderi i Utrecht den 18.03.2019 kl. 10.45 i Holland. Lang reportage i DR2. Kunne være et terrorangreb. 3 dræbte og mange sårede. Gerningsmanden på fri fod, men blev senere fanget og to andre mistænkes. Universitet og skoler blev lukkede, ingen ind- eller udgang. Folk opfordredes til at blive inde. Trusselsniveauet forhøjet til fem. Gerningsmanden 37 år fra Tyrkiet Gökman Tamis. Der er et radikaliseret islamistisk miljø i Holland. Skyderiet skete i en sporvogn på 24. okt. Pladsen, opkaldt efter den dag FN blev stiftet i 1945.

Samtidig er New Zealand ramt af en hadforbrydelse mod muslimer. 50 er majet ned med maskinpistol og mange sårede. Gerningsmanden havde kamera på panden under nedskydningen og det blev sendt på internettet samtidig med ugerningen. Og straks delt af skøre tilhængere og senere fjernet. Manden er angrebet af politiet. Han havde i øvrigt lagt et vildt manifest ud på internettet forinden. En slags norsk terrorist som Breivik. Premierminister Jacinda Ardern var modig, værdig og elegant. Hun udtrykte empati, ro og politisk lederskab på fineste vis, skrev Politiken. Hun har opført sig som en sand politisk leder og udviste beslutsomhed og menneskelighed. Hun er/ var nationens moder på denne frygtelige dag.

Hjem igen: Påsatte brande i Nakskov uopklarede. Rekord regnmåned med 103 mm regn allerede den 18.03.

Ud igen til Sydafrika. En cyklon ramte den sydlige halvkugle Mozambique, Tanzania og Malawi voldsomt den 19.03. Broer brudt sammen. En by med 100.000 skal evakueres. Mange døde og sårede. Det er slemt.

Hvad må man? Hvad kan man gøre?

Grænserne for hvad man må og ikke må, har givet usikkerhed efter beslutningen i Folketinget i dag 19.03 Lov L 95 er en skærpelse af spionparagraffen. Største indskrænkning siden 2. verdenskrig kaldet ”Påvirkningsloven” (L 95). 62 stemte for, 23 undlod, SF og Alternativet og El imod. Advokat Jørgen Vestergaard advarede stærkt imod loven med et indlæg, som blev citeret i Folketinget. DF undlod at stemme LA,C,V og De radikale og A stemte for. ”Alt hvad vi siger kan blive vendt og brugt imod os”, udtalte Arne Herløv Petersen på Facebook. https://www.ft.dk/samling/20181/lovforslag/L95/index.htm              Resumé: Formålet med lovforslaget er at præcisere, at det er strafbart at hjælpe eller sætte en fremmed efterretningstjeneste i stand til at virke inden for den danske stats område ved at samarbejde om at udøve påvirkningsvirksomhed med henblik på at påvirke beslutningstagning eller den almene meningsdannelse. Samtidig foreslås der en strafskærpelsesregel, således at strafferammen er fængsel indtil 12 år, hvis den ulovlige påvirkningsvirksomhed udøves i forbindelse med f.eks. et folketingsvalg eller et valg til Europa-Parlamentet. Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Har vi glemt at vi var ved at ødelægge kloden?

Så dokumentarfilm fra omkring 1975 i DR TV. Det handlede om CFC-gasser i hårspray dåser og deodorant med gas der ødelægger ozonlaget. I Oregon stoppede man salget af spray. Præsident Reagan kom til og miljøet stod ikke højt. Videnskabsmænd arbejde på højtryk over hele verden, ligeledes virksomheden DuPont der producerede spraydåser. I 1985 vedtog FN beslutning mod CFC uden at beslutte hvad der skulle gøres ved problemet. 16. september 1987 kom der en aftale om at sænke CFC udledningen med 50%.

Menneskeskabte kemikalier var ved at ødelægge kloden. En total udfasning var nødvendig, da vi ellers ville rammes af hudkræft. DuPont ville gøre noget, men ikke sige hvornår.

Og så skete der noget. Den meget udskældte Margaret Thatcher, præmiereminister i UK var videnskabeligt uddannet, så hun forstod problemets alvor med det samme. Montrealprotokollen blev vedtaget. https://da.wikipedia.org/wiki/Montreal-protokollen Nobelprisen i 1995 gik til forskerne Sherry & Mario for deres arbejde for genskabelsen af Ozonlaget, der ligger udenom kloden og beskytter os mod rummets og solens stråling. De påviste med andre forskere CFC gassernes farlige og skadelige virkning over Antarktis. I 2065 er ozonhullet over Antarktis lukket (regner man med).

Efterspil: Til erstatning for CFC-gasserne kom HFC gasser, men det viste sig at de gav CO udslip. 15. oktober 2016 skal HFC gasserne udfases. Tænk selv videre omkring klimakrisen. Igen skal vi redde kloden.

Elektromagnetisk stråling vor tids frygt for skadevirkninger  og død blandt insekterne er nyt problem at orientere sig i: https://rdcu.be/bsYzZ Insektdøden er alvorlig.

Tilbage står man rystet efter denne uges opdagelser og oplevelser.

Kan vi overhovedet styre noget? I hvert fald ikke uden at samarbejde. Dog viste videnskaben en stærk vej. Men det politiske niveau arbejder for langsomt. Vi har en voldsom miljøkrise. Og der må gøres noget nu.

Det viste den seneste cyklon over Afrika tydeligt. Vi har brug for mange NÆSTEHJÆLPERE.

 Tusinder af unge klimastrejker foran Christiansborg

De unge har fattet alvoren. De vil ikke længere spises af med vidtløftig tale og varm luft

Greta Thunberg: “We need a whole new way of thinking. The political system that you have created is all about competition. You cheat when you can because all that matters is to win. To get power. That must come to an end. We must stop competing with each other. We need to start cooperating and sharing the remaining resources of this planet in a fair way. We need to start living within the planetary boundaries, focus on equity and take a few steps back for the sake of all living species.
We are just passing on the words of the science. Our only demand is that you start listening to it. And then start acting.

So please stop asking your children for the answers to your own mess.”

Den 16årige svenske skoleelev, der startede klimastrejkebevægelsen.

Fattigdommen er voksende ligesom rigdommen.

Der er mange meget fattige i verden og få, men uhyre velhavende. Der er lande i EU som er ved at ryge ud af fællesskabet, fordi økonomien er ved at kvæle dem, Grækenland er eksemplet. I det hele taget er økonomien dét man burde tale om, men er i stedet det man taler udenom, fordi man fastholder et forældet økonomisk system, det kapitalistiske. Det er lige så meget en fundamentalisme og vanvittig religion, som så mange andre, fordi vi ikke rigtig tør erkende, at det kapitalistiske system har spillet fallit, og vi – jo før des bedre – burde indføre et system, der kom befolkningerne og kloden til gode. Naturligvis er det muligt. Vi skal bare begynde at tale seriøst om det.

Men der svigter vi afgørende og lader tingene forfalde rundt omkring. Vi ved hvad vi har, men ser ikke hvad vi kunne få og opnå. Så vi taber fatningen og lader stå til. Medvirker til ufred og afmagt rundt omkring os. Holder indsamlingsfester via tv for at afbøde lidt på samvittigheden og lader ellers verden gå sin skæve gang.

Hverdagens gøremål bliver redningen for de fleste af os, mens politikerne raver rundt og holder taler og skåler mere og mere hult over det ene og andet påfund. 


Nået til at verden styres af politikere uden for rækkevidde i en slags parallel verden, er dagligdagen og familielivet værd at holde fat i, men det giver naturligvis et stik i hjertet, når man tænker på andre familier, der ikke er så heldige at være født på den rigtige side af sultens grænse. Som ikke kender til fred og fordragelighed og livets under. At hjælpe dem kan man ved at bidrage til mange hjælpeorganisationer.

Vi har valgt at støtte Læger uden grænser. Dem har vi tillid til. Andre kan finde deres egne tillidsveje. Men hjælp skal der til. Verden er for alvorlig en sag at overlade til politikerne, så find din hjælpe niche, din hjælpeplatform. Det har kloden og næsten brug for. Bliv en NÆSTEHJÆLPER.

 

© Tommy Flugt

26.03.2019

Poesimanifest af Choman Hardi

Posted: October 27, 2019 in Uncategorized

Poesimanifest af Choman Hardi: “Vi vil ikke være tilskuere”

Digtere skriver ud af forskellige behov og interesser. For dem af os, der er interesserede i skæringspunktet mellem litteraturen og social retfærdighed, bliver sandheden den drivende kraft bag vores skrift, grunden til, at vi fortsætter. En Rwanda kvinde, i en konference om folkemord og kunst, sagde det hele, da hun sagde: “Jeg er ikke bange for at dø, jeg er bange for ikke at fortælle sandheden.” Nogle mennesker hævder, at der ikke er nogen ‘sandhed’, men snarere en mangfoldighed af ‘sandheder’. De kan spørge, hvis sandhed skriver du om? Mit svar er enkelt: Jeg skriver sandheden om dem, hvis lidelse falder inden for den almindelige bevidstheds blinde punkt, som er marginaliseret og tavs, ikke i stand til at påvirke diskurserne, der informerer de beslutninger, der påvirker deres liv.

Kommer fra et statsløst og patriarkalsk samfund med en historie med massevold og gentaget forræderi af dem, der var blevet regnet som venner, forsøger jeg at fortælle historierne om dem, der lever sig gennem den virkelighed, især kvinderne. Massevold og folkemord efterlader samfundene mættet i sorg, fanget i de grafiske historier om vold og mangel på helbredelse. Disse historier formeres hurtigt, gengives i daglige samtaler, i medierne og i de realistiske og fantasifulde kunstneriske repræsentationer: malerierne fulde af kranier og soldater støvler, fulde af brølende fly og faldende ofre, poesi, der ikke kan rejse sig over den forenklede hverdags retorik.

Kan ikke klare det og forsøger desperat at komme videre, men samfundet forsøger at lukke de smertefulde stemmer ud. Over tid mister fortællingerne om de overlevende deres betydning. De bliver latterliggjort, betvivlede og endda omdannet til vittigheder. Afbrydelserne og bruddet som følge af massevold kører dybt. Individuelle overlevende bliver igen offeret, når de i fordybelsen af grusomhederne stigmatiseres i deres egne samfund, efterladt, ikke hørt, ikke troet, ikke forstået. Nogle insisterer på, at deres lidelse “ikke kan beskrives i sprog”. De føler, at ord undlader at fortælle deres erfaringer, kan ikke længere kommunikere deres smerte og mangler magt til at forbinde dem til de samfund, hvorfra de er blevet fremmedgjort.

I tider som disse, når sandheden er mudret, forvirret, skjult og gradvist glemt, når en historie er for kompliceret, for smertefuld og for vanskelig at fortælle, kommer poesien til som vores redning. Den giver den sikre plads til at fortælle disse historier. Poesi handler ikke om de fakta, som interesserer domstole og historikere, den handler om sandheden. I et digt kan de faktiske detaljer være eller ikke være til stede: hvad der er vigtigt er betydningen af arrangementet. Et godt vidnesbyrd kan berige vores forståelse af menneskeheden, fortælle sandheden i sin fulde kompleksitet, fremhæve den mislykkede konventionelle moral i desperate tider, vise, hvordan vold afbryder mennesker og ødelægger normalitet og tilhørsforhold og generelt adresserer de grå områder, vi undgår i vores hverdag.

Denne form for poesi kræver nedsænkning i erfaringerne og historierne hos dem, der lider. Det kræver at leve sig ind i detaljerne og vide, at modsætninger og uoverensstemmelser er iboende i enhver fortælling. Vi skal undersøge emnet grundigt, lytte med al vores magt og tillade os selv at være sårbare.
På en meget vanskelig tid i mit liv, da jeg kæmpede med sekundær traumatisering i forbindelse med at påtage mig andres lidelser, fortalte en mand mig: “Du behøver ikke at opleve smerten for at forstå den.” Han var en massageterapeut og han talte som en god og rationel videnskabsmand. Selvfølgelig kunne han ikke mærke min smerte – hvordan det blev fordelt gennem mine organer og muskler, hvordan det forstyrrede min hormon rytme, hvordan det sled i mit ubevidste og blev genoplivet i mine mareridt – men han kunne hjælpe mig med at helbrede gennem forståelse af min smerte.

Hvad han fortalte mig gav perfekt mening og hjalp mig gradvist med at komme tilbage på mine fødder og fokusere på at færdiggøre min akademiske bog om emnet. Men jeg ved nu, at gode vidnesbyrd kommer fra den ømhed, fra følelse af vrede og frygt, fra det sted, hvor vi er forvirrede, og vi føler for meget. Poesi er ikke videnskab. Vi kan ikke tale, fortælle sandheden om lidelse i poesi, når vi ikke følelsesmæssigt har oplevet det. Forståelse alene hjælper ikke med at formidle den desperate følelsesmæssige tone, og det hjælper ikke med at genopbygge de forbindelser, der er blevet afskåret af offergørelsen. Så ja, vi skal være villige til at lide, for at dele smerte, for at føle os stærke. Men det betyder ikke, at vores poesi skal være ‘følelsesmæssig’.

Der er en forskel mellem følelsesmæssig poesi og poesi informeret af følelser. De historier, vi vil fortælle, er allerede fulde af kraft, smerte og stærke følelser, og vi behøver ikke at tilføje et andet lag af følelser ved at tilføje vores egne. Vi skal tilbageholde vores vrede og smerte og lade disse historier tale for sig selv. Vi må kommunikere sandheden uden at fremmedgøre læserne og råbe op i deres ansigter uden at være selvretfærdige og få dem til at lukke os ude. Vi forsøger at forstå det, der virker uforståeligt, at genopbygge forbindelser og lette forståelse og empati.

Nøglen er ikke at frigive disse digte for hurtigt, men at leve med dem, hengemme dem. Vi kan ende med at redigere og redigere i lang tid. Hver gang, efter at vi har foretaget ændringer, skal vi sætte digtene væk et stykke tid og komme tilbage til dem med friske øjne og ører. Vi kan læse dem højt, optage dem, hvis vi har brug for det, og lytte til os selv at læse dem igen. Vi må tage hvert ord seriøst, være opmærksom på dens nuancer og undertoner, spørgsmålet om dets sted, dets nødvendighed. Vi må være loyale over for sandheden uden at overvælde læseren med for mange detaljer, være loyal over for personens stemme og opretholde egen stil for at fortælle historien så godt som muligt.

En sidste ting: Vi bør ikke bekymre os for meget om negativ kritik. Der vil altid være mennesker, der ikke sætter pris på vores poesi. Nogle vil sige, at dette ikke er poesiens opgave, pligt eller rolle. Andre vil finde det for traumatisk og vil helst ikke læse det. Endnu andre kan hævde, at digtene i sig selv ikke er gode, at de kun synes gode på grund af deres emne. Sidstnævnte vil gøre skade, men svaret er ret simpelt. Der er masser af dårlig poesi om krig, vold, fattigdom og stigmatisering. Selvstændige ting kan ikke gøre et digt seriøst eller godt. Endnu vigtigere, man kan ikke adskille emne fra form på en så ligetil måde. Hvis et digt taler til andre, hvis det formidler de stemmer, det repræsenterer, og bygger de forbindelser, vi ønsker, fungerer det som helhed og ikke som delhed.

I sidste ende forsøger vi at gøre vores bedste som digtere og borgere, der har et ansvar overfor andre. Vi vil ikke være tilskuere. Vi vil ikke være tavse. Vi vil udfordre status quo uretfærdigheden og den magtfulde. Vi vil synge. Vi vil råbe. Vi vil skrive god poesi. Vi vil ikke dø før vi fortæller sandheden.

© Choman Hardi, født 1974

Oversat af Tommy Flugt, som fik tilladelsen til at offentliggøre Manifestet i dag den 6.04. 2018 fra Choman Hardi. Til mine kurdiske litterære læsere: Læs Manifestet og bliv klog af det. Choman Hardi har noget på hjerte både for kurdere, men også for andre med litteratur og poesi som deres drivkraft.

Noter om Choman Hardi:
• Arbejder på: The American University of Iraq – Sulaimani
• Author her: Bloodaxe Books
• Tidligere Author her: Routledge
• Har studeret Mental Health and Gender på University of Kent, Canterbury
• Har studeret Philosophy på UCL
• Har studeret Psychology and Philosophy på The Queen’s Collge, Oxford
• Gik på slemani
• Bor i Sulaimania, As Sulaymaniyah, Iraq
• Fra Sulaimania, As Sulaymaniyah, Iraq

Grafisk værk af Thomas Kruse til digt af Choman Hardi oversat af Tommy Flugt. Se hos Saxo E-bog: https://www.saxo.com/dk/choman-hardi_pdf_9788798243533

EFTERÅRET HAR SAT SINE MÆRKER

Posted: September 25, 2019 in Uncategorized

Efteråret har sat sine mærker
Vore håndaftryk følger med
Lidt af sommeren og lidt af os
Rejser væk for denne gang

Efteråret er lidt skiftende
Skal man græde eller le
Solen skinner gennem regnen
Alting drypper falder ned

Efteråret kommer løbende
Med storm og hvirvelvinde
Vi skutter os i blæsten
Hanker op og møder næsten

Efteråret kom med nye vinde
Sendte nye blade til vort land
Det er andres håndaftryk
vi mærker i efterårets land

© Tommy Flugt
25.09.2015

Birte Zander Trier har sat musik til digtet