HVORFOR SKRIVER VI?

Posted: February 17, 2020 in Uncategorized
Tags: , , ,

HVORFOR SKRIVER VI?

Hvorfor skriver vi? spørger den norske digter Arnulf Överland.
– Ja, hvorfor snakker vi med hinanden? spørger han. Det er vel noget af det samme. Nogen vil indvende, at digtet først er en enetale. Til det vil jeg svare, at den som taler med sig selv, altid har en tænkt tilhører. Han sidder og digter. Og hans digtning er udtryk for et kontaktbehov – allerstærkest hos den unge, den ensomme, den kontaktløse!

Överland var en konservativ kommunist, der skrev på traditionel vis med rim og rytme og var modstander af modernismen. Men det skal man ikke lade sig narre af. Han kan godt læses i dag. Det var lidt ligesom Tom Kristensen, han var ræd for de nye former der var undervejs. Han var angst for at begive sig ud i de frie former. At hengive sig.

Mærkeligt nok fyrede Johannes V. Jensen moderne digte af allerede i Digte 1906. Men det egentlige gennembrud for modernismen herhjemme kom med Klaus Rifbjerg i 1956 Under vejr med mig selv. Det slog nærmest den store poet Frank Jæger af tronen, og han genvandt aldrig sin position. Han blev henvist til folkesanger kredse og lever godt der hos Erik Grib. Men hård var kampen mellem tradition og modernitet. Der er digte man husker som sange og der er tekster man husker som recitationer. Og så går der dekonstruktion i det hele. Kakofoniens tidsalder. Den uskønne sammenblanding af mange og forskellige uharmoniske lyde. Og nået dertil har lyd og liv, digt og sprog fundet sammen i fælles beskrivelse af nutiden uden digteriske eufemismer. Livet må godt leves og beskrives.

Landet Atlantis

“Saadan er Længselens Land, Atlantis
Hvor alle harmoniske Fordomme svigter,
Farverne sprænges, og Formerne sprænges,
og Skønheden skabes af grelle Konflikter.
I Chaos jeg løfter min Bøsse
mod Skønhedens Stjerne og sigter”.

Tom Kristensen i debuten Fribytterdrømme 1920.

Men det gjorde han jo ikke, sprængte formerne, hans digtning er formfuldendt. Han kunne ikke. Turde ikke. Udgav ikke en digtsamling før han havde fået sin magister konferens. Men han vidste hvad der var på vej og blev en fremragende digter og en stor litterær anmelder (kritiker), som hjalp på vej.

Terminologi

Ja, ja, ja nu kommer jeg
ned til jer
ord.
Trompet: forblæst.
Skov: vissen.
Karyatide: antik.
Kærlighed løgn.
Halleluja: ræb.
Poesi: hvor er mit brokbind?

Opvågnen fra nedfrosset
dybtanæsteticeret koma
rykvis.
Udflod: smag.
Transfocator: syn.
Valens: værdi.
Pessar: virkelighed.
Mach: romantik.
Lyrik: 5-4-3-2-1-0

Klaus Rifbjerg fra Konfrontation 1960

Havet

Jag står framför havet.
Där är det.
Där er havet.
Jag tittar på det.
Havet. Jaha.
Det är som på Louvren.

Göran Palm fra Världen ser dig 1964

Der skete noget i tresserne og traditionen blev overhalet, sproget og lyrikken demokratiseret, modernismen trådte ind på banen for fuld hammer, nye former og eksperimenter kom på banen, konkretismen dukkede op, frie digte, arbejderlitteratur, prosadigte, tvangs frie former, kvindelitteratur – intet var mere fremmed for litteraturen og lyrikken. Minimalismen.

et digt der blir
sønderrevet hvordan
skrives det digt
skrives det som
dette mit digt
eller gives der
andre muligheder

en nerve der
sønderrives
hvordan skildres
denne min nerve
skildres den som
dette mit digt
eller gives der
andre muligheder

et legeme der
sønderbrydes
hvordan beskrives
dette mit legem
beskrives det som
dette mit digt
der ikke har
andre muligheder

© Tommy Flugt 1970

I halvfjerdserne blev digtningen til vinyl lyrik langt ind i 1980erne og den ene plade udkom efter den anden. Oprør bredte sig og blev bekæmpet. I 1989 brød den gamle koldkrigsverden sammen og Berlin muren forsvandt.

Inger Christensen kommer med digtsamlingen DET i 1969 og det var skelsættende. I 1988 kom hendes Alfabet og så ændrede verden sig i 1991 da Brøndum udsendte hendes utrolige digtsuite – et requim:

Sommerfugledalen.

De stiger op, planetens sommerfugle
som farvestøv fra jordens varme krop,
zinnober, okker, guld og fosforgule,
en sværm af kemisk grundstof løftet op.

En stram kompositorisk metode, en utrolig svær digtform, som virkelig kræver sin musikalske sprogbegavelse. Dybt fascinerende i bunden form at udtrykke så store emner så legende let og så vidunderligt sprogligt svævende. Formen er mesterligt tilbage i litteraturen. Det giver genopstandelse for tidligere glemt og gemt digtning.

læsende

jeg læser
ord samler sig om musikken
ved mennesker
med blikket rettet mod den ene tydning
efter den anden
med mumlende kærtegnsord i håndfladerne

jeg læser
ord står uafsluttelige og klare
forskellige steder i tiden
ved alle udgange af dette øjeblik
ved alle indgange til det
her

jeg læser
ord kaster sig ind til mig
jeg er favnen der forsøger at lære
at tale
vejr og landskaber og skæbner
ind under hårrødderne

jeg læser
ord ved lyset fra ansigterne
der kommer frem af det stille
fra side til side

jeg læser
ord ud over horisonten
til de bliver lyslilla
for øjnene af digitalt seende bomber
der blindes

jeg læser
ord fri af det økonomiske
der vil fastsætte alle målestokke
for hvad der er forståeligt og uforståeligt

jeg læser
et indre af viber
passer virkeligheden
kroppenes gættende dunken indefra
hvad skaber fantasien

jeg læser
overvintrede ord
linjer i gamle værker
fortællende som rynker i ansigter
omkring forsvundne sider af verden
blade der falder og hæver sig igen

jeg læser
med front mod opslåede verdner
der løfter og ligner
vingefang
ingen fugle eller maskiner
har magen til

jeg læser
ord der kan mere
end fattes
ord der kan give
kræfter
sprog der kan mere
end forklare
sprog der kan give
styrke til forvandlinger

jeg læser
jeg får svanevingespor i mig
jeg ser marker med skilte:
græsset må betrædes
af alle der ikke kan lade være
med varsomt at gå rundt hvor som helst

læsende

Marianne Larsen: læsende.

Et bestillingsarbejde fra mig til hende i forbindelse med en Bogfestival i Vestsjælland i sin tid. Læs selv. Og skriv, hvis du ikke kan lade være. Godt ord igen.

© Tommy Flugt.

17.02.2019

GODE RÅD TIL ALLE SKRIVELYSTNE

Posted: February 17, 2020 in Uncategorized

Til alle de skrivelystne disse gode råd:

Gør som Hemmingway, når du skal skrive

1. Sæt dig ved et lille træbord med din notesblok og pen. Pus dine briller og sørg for at være nybarberet. Husk at rede håret. Bid tænderne sammen og se koncentreret ud. Det giver det bedste billede, hvis der skulle komme en fotograf forbi. Skjorten skal være knappet lidt op og ærmerne rullet op. Hav en bog ved siden af på bordet eller to. Gå så i gang.
2. Hvis du sidder i et telt skal du huske at trække teltdugen til side, så du får det rette lys ind. Uanset hvor du end er så har du nu muligheden for at skrive indtil du bliver afbrudt. Men hvis du har flyttet teltet tilstrækkeligt langt væk fra dine venner og familie, helst i et andet land, så er der nu mulighed for at skrive. Du skal ikke have dine børn med på turen, for så får du aldrig ro til at skrive. Du skal også lade din kone eller kæreste blive hjemme. Nu kan du begynde at skrive. Men du skal lige være opmærksom på at det er tilladt at slå telt op der hvor du har slået det op og du skal sikre dig at der ikke kommer dyr eller slanger ind i teltet. Det skal være et dyrefrit område. Turister må der heller ikke være. Men på den anden side, så skal der også foregå noget udenfor teltet, som du kan lade dig inspirere af. Fx en lille krig. Så kan du referere lidt derfra. Men kom ikke for tæt på. Lær af Jørgen Leth. Da han lavede Amerikanske billeder opdagede han næsten ikke at de to tårne i New York blev smadret. Han måtte modstræbende tage tilbage og tage et par billeder med i sin endelige film. Forsigtige billeder, for det æstetiske poetiske billede måtte ikke lide skade. Det lykkedes næsten for ham at snige sig uden om den varme grød.
3. Hvis ikke du har et telt og en lille krig, men bare har lyst til at skrive, men ikke kan få tid til det derhjemme, så skal du bare stå tidligt op lave en kop kaffe eller te. Sæt dig så i skrivestilling som ovenfor og gå i gang med at skrive inden børnene og konen dukker op. Hvis du ikke kan stå tidligt op fordi du er B-menneske må du vente til du skal på arbejde med tog eller bus. Find et stille hjørne og begynd så at skrive. Måske har du tyve minutter med det offentlige transportmiddel. Udnyt det og tænk på hvor mange dage du arbejder om året og gang det så med tyve minutter, så har du din samlede tid til dit projekt og du kan se på tiden om det bliver en digt-, en novellesamling eller en roman. 90 timer til en digtsamling. 120 til en novellesamling og 150 – 250 til en roman, alt efter hvor mange sider den skal rumme. Murstensromaner bør ikke være tykkere end en mursten dvs omkring 5-600 sider. Du skal tænke på at hvis det er en seriøs roman, så er der ingen billeder i. Hvorimod det meget vel kan tænkes i en novellesamling. I digtsamlinger ser det bedst ud med lidt grafik eller tegninger. Hvis du er en natugle kan du godt skrive når familien er lagt i seng, hvis du kan holde dig vågen på det tidspunkt. Du kan også fravælge hele familien og arbejdet og så bare skrive når det passer dig. Hvis du har brug for en rejse for at blive inspireret tager du bare på en rejse. Men det skal helst være med et mindre selskab allerhelst helt alene. Et gammelt kultursted eller til Berlin. Her tager alle kunstnere hen i øjeblikket og det er godt at vise sig frem de rette steder, så der er mulighed for at blive tagget på et billede på facebook.
4. Det er godt at skrive hver dag. Ligegyldigt hvad, dosmerseddel, indkøbsseddel, huskeseddel, lidt dagbog: Jeg stod op klokken seks og efter morgentoilette og barbering satte jeg mig ind at skrive. Så er du i gang. Og ordene kommer snart til dig. Husk du skal kun skrive en tyve minutter til en halv time. Så slapper du lidt af. Går en tur. Henter kaffe og spiser en ostemad. Og hvis der stadig er lidt tid tilbage i huset, skriver du lidt igen. Hvis børnene i huset har vist sig får du dem hurtigt spist af og sendt i skole. Manden/ konen sender du hurtigt på arbejde og så tager du en halv fridag og skriver løs inden du skal ned i netto og handle ind. Eller passe kasseapparatet på deltid.
5. Du skal også oprette et miljø, der fremmer det at skrive. Et fast skrivebord, ergonomisk stol, og andre basale fornødenheder er en god idé. Forsøg ikke at bruge kanten af din seng, eller balancere din bærbare computer på en vindueskarm. Det er ikke kønt, og ikke befordrende for at skrive. For at være en produktiv forfatter, skal du også være organiseret. Det betyder, at du skal have din egen skriveplads. Jeg ved, det er ikke altid er muligt, men gør dit bedste for at holde andre fra dine ting. Og husk at melde dig ind i forfatter- eller journalistforeningen og kom til deres møder, så de kan se du er forfatter eller journalist. Der er så mange af dem at det kan være svært at skelne dem fra hinanden, hvis ikke du mødes med dem i jeres fagforening. Der er I alle lige og betydningsfulde. Du skal ikke fortælle dem hvad du laver, du skal bare nikke indforstået til dem , når de spørger om du skriver. Så siger du bare: Ja, jeg er i gang med at skrive på noget større. Jeg er midt i researchen. Mere skal du ikke nævne. Det er nok. Du er inde.
6. Hvis du skriver. Så husk at tage notater. Gerne i nærheden af nogen, så de kan se du er i gang med noget dybsindigt. Det gør godt indtryk. Og der opstår en aura omkring dig. Nå, der sidder forfatteren og skriver. Det er et godt udsagn. Du skal se lidt utilnærmelig ud. For der skulle nødig blive talt til dig. Det er forstyrrende for processen.
7. Husk aldrig at lytte til musik eller radio når du skriver. Det er forstyrrende. Også selvom musik kan være beroligende, så er det ikke det du har brug for. Du må gerne citere og helst lidt på engelsk, det gør sig i vore dage.
8. Instead of losing all those great thoughts to the chaos that is my life, I carry a pen and notebook with me wherever I go. That way I can catch inspiration when it strikes!
9. Don’t think a word or two will suffice, either. I still have a paper with “blindfolded coconut” written on it, and I have no idea what that means; I just remember it was incredible. Instead of just jotting a word or two, take a few moments to write down the whole idea, outline and all if need be. Make a list of the important points and possible title ideas.
10. The best thoughts often happen at the most inopportune times, but don’t let that stop you from capturing and saving them for great writing fodder later. You can also do this when unusual or interesting things happen in your life. Did you hear about a great site? Write it down. Did you see something cool? Write it down.
11. Just like a photographer always needs to carry a camera, writers always need to carry a notebook and write down ideas as they come up. It can save you a lot of frustration and give you some great ideas when you draw a blank.
12. These are just a few of the ways I’ve learned to write despite the junk going on around me. Most of our lives are not a calm sea—they are more like a hurricane. Sometimes you just have to do your best to hang on and keep going.
Hvis det kniber med inspirationen en dag så tag fat på dine sygdomme. Der er nok at tage af. Måske kan du få en klumme i en lokalavis og hver uge skrive om dine sygdomme. Så har du også en tekst at lægge på bloggen og du er ude i den store cyber rundfart. Husk at henvise til din klumme og blog på facebook. Det er vigtigt at du har en profil på nettet. Den får du ligeså snart du har skrevet noget og offentliggjort det. Det er en vind vind situation. God skrivel

Venlig hilsen Tommy Flugt

Glemmebogen forsvinder

Posted: December 3, 2019 in Uncategorized

Glemmebogen forsvinder

Kan man lave noget uden det går i glemmebogen? spurgte han, og jeg tænkte over det og gør det stadig uden at have fundet svaret. Eller rettere sagt er det vel sådan det er. Alt går i glemmebogen og derfra forsvinder det.

Du kan allerede mærke det nu i levende live. Tingene forsvinder hver dag. En lille flig af din erindring vil ikke dukke op. Et navn du skulle huske lader sig ikke huske. I hvert fald ikke uden møje og besvær og med hjælpe stikord undervejs. På en måde er det måske meget godt. Vi kan simpelthen ikke bære rundt på alle vore oplevelser i vor alder evig og altid, noget må vige pladsen for et eller andet andet.

For vi er nødt til at have nogen bevidsthed fremme som værn mod bevidstløsheden. Den kan tidsnok komme. Bevidstheden udskyder på en måde vor forsvinden en stakket stund – og det er sådan set godt nok på den måde.

Men de daglige forsvindinger minder en om at glemmebogen ikke er så langt borte.

En gang blev jeg rystet over at det hele slutter, altså ikke min personlige afslutning, men det hele engang om mange millioner år, så slibes det hele af og bliver til sandskorn alt sammen.
Det slog mig at så var der jo egentlig ingen grund til at gå at rydde op og smide ud. Det hele ville forsvinde alligevel. Men selvfølgelig kan man ikke have mine ting liggende så længe, eller andres ting, det er der slet ikke plads til, og andre skal jo også kunne være her i en periode inden det hele sander til.

Så vi rydder op engang imellem hos os og smider ud og kører til genbrug og opfører os anstændige og ansvarsfulde, sådan som man også forventer naboen er og forholder sig til hele situationen, nu den ikke kan være anderledes.

Det er som om den viden også viser sig i livet i alle de små ting, når vi bliver ældre. Der foregår jo hele tiden er slags stille udrensning i os. Vi mister det ene og det andet. Så bliver vi trætte af det og det og så kan vi ikke finde den musik som blev indspillet for år tilbage, og når man spørger efter den der hvor den skulle være i et tv-arkiv, så har de slettet den årgang, og den der havde optaget det og lavet sit eget arkiv er død og borte ligesom hans arkiv er forsvundet og ikke er at finde mere.

Det ærgrer mig af og til og jeg søger hjælp hos mennesker med at finde de gode sange, som af en eller anden grund ikke vil slippe mig, men dem jeg spørger er ikke ansat der mere, hvor det kunne være at de havde adgang, så det har de ikke og de kender ikke de nye, der skulle varetage opgaven eller hvem de er.

Den store fælles forsvinden er allerede i gang. Og på det punkt er oprydningen allerede langt fremskreden.

Livet går i glemmebogen og derfra forsvinder det. Du lever så længe du bliver husket. Og hukommelsen er kort. Sådan er det og må det være, vi kan ikke bære rundt på alt.

© Tommy Flugt

Forsvar for lyrikken

Posted: November 12, 2019 in Uncategorized

Forsvar for lyrikken

Den store forfatter Tage Skou-Hansen brød sig ikke om lyrikken, han mente at tiden, han er født i 1925-2015, var mere til prosaen og skrev et stort essay: Forsvar for prosaen (offentliggjort i 1950), hvori han forklarede hvorfor den var vigtig og lyrikken ikke havde hans fokus. Han argumenterede for det faktiske, det virkelige liv som grundlag for de menneskelige erfaringer midt efterkrigens tid. Ansvaret går ikke ud på at frelse denne verden, men at erkende den, som den er, og herfra bidrage i tale og skrift. Digteren er forpligtet på sin oplevelse at anerkende tilværelsens vilkår som de er. Livet er livet værd og livet om at gøre. Der hvor digteren tager livsvilkåret på sig, bliver han et etisk handlende væsen.

Her var der et angreb på efterkrigstidens værdinihilisme, som sad i efterkrigstidens digtning. Der hvor digteren tager vilkårene på sig og træder i karakter, bliver mennesket et etisk handlende menneske. Ikke en venstre-højre ideologi, men et handlende menneske der gennem levet liv får et førstehåndskendskab til tilværelsens nødvendige værdier erhvervet og tilkæmpet gennem erfaringer, man tør stå ved. Alt det og meget mere blev Tage Skou-Hansens store prosa forfatterskab et vidnesbyrd om. Et nødvendigt forsvar for prosaen i efterkrigstiden, hvor så meget skulle samles op og gøres tilgængeligt for generationerne ovenpå anden verdenskrigs kaos. Han viste en nødvendig vej for prosaen.

Men svigtede han så lyrikken? Måske, måske ikke. Han skrev i sit essay følgende: »Lyrikken har jo altid været regnet for finere end prosaen, og det er i grunden mærkeligt, når man tænker på, hvor let det er at skrive lyrik«. Det var i Heretica-tiden. Og det besynderlige er at han senere blev medredaktør af tidsskriftet sammen med digteren Frank Jæger, som rystede formfuldendte vers ud af ærmet. Men det var også her han trådte ind på den litterære scene og i slutningen af halvtredserne udgav sin første succes roman: De nøgne træer. Dermed lagde han grunden til sit store romanværk om krigs- og efterkrigstiden. I 1978 fik han fortjent Det Danske Akademis Store Pris.

I en halv snes år var han højskolelærer på Askov Højskole. Der mødte jeg ham som elev og fik ham som lærer i netop lyrikken. Han var Mag. Art. i Almindelig og sammenlignende litteraturhistorie og en god fortæller. Han førte mig ind til digtningen, selvom han ikke selv brød sig så meget om lyrikken, men undervise i digtningen og modernismen var han god til, og det var hvad jeg havde brug for dengang, hvor jeg lige var kommet fra militæret og havde brug for en afklaring og genfinde en menneskelig betydning. Ordenes betydning og engagementet var det jeg mødte gennem ham. På Askov blev han mit Fyrtårn.

Og så skrev han betydelige romaner og essays og jeg fulgte ham på flere måder. Dels var jeg selv blevet underviser og inviterede ham ud til foredrag, så mine kursister også kunne opleve ham. Dels oplevede jeg ham på Vallekilde Højskole i fyldt sal fortælle om sin store romanserie om Holger Mikkelsen. Men debutromanen De nøgne Træer var min første store oplevelse. Den handlede om at tage stilling og at handle. Og om kærlighed. Den gik rent hjem og senere kunne jeg mærke dens betydning igennem mine elever. Der er nogle titler som knytter sig til væsentlige temaer i tiden: Medløberen var en særlig roman om denne problematik og senere kom Over stregen, som med betydelig indsigt beskrev tidens oprør, både forståeligt, men også hvor det gik over gevind. Det var en vigtig gerning i tiden, hvor venstreorienterede grupper havde svært ved at styre sig, især de borgerlige af arten. Som gammel modstandsmand havde han forståelse for oprørets nødvendighed, men også den nødvendige disciplin og det moralske ansvar forbundet dermed. Han havde forståelse for ungdommen og viste sig at være en god vejleder.

Og så var han også en god ven af digteren Klaus Rifbjerg. De debuterede næsten samtidig. Tage Skou-Hansen med De nøgne træer, roman 1957 og Undervejr med mig selv, digtsamling 1956 af Klaus Rifbjerg. Romanforfatteren, der ikke kunne med digte, fik livsvarigt venskab med en af Danmarks største digtere. Rifbjerg som fik mig til at åbne øjnene vidt op og trak en forlængelse til Morten Nielsen, der døde ung i fyrrerne med kun en digtsamling bag sig: Krigere uden våben. Hans digte læser jeg den dag i dag. Men også Frank Jæger. Han har skrevet vers som jeg kan udenad. Tom Kristensen både romanen Hærværk og hans digte. Og hans anmeldelser i Politiken. De står for mig som noget af det bedste anmelderi. Han læste digte med indlevelse. Hvilket medførte at mine digtsamlinger voksede.

Klaus Rifbjerg var banebrydende. Den gamle klassiske digtning røg fløjten med hans optræden på scenen og det fik stor og drabelig betydning. Nye stemmer kom til og gamle fortonede sig. Bl.a. måtte Frank Jæger se sig slået ud i begyndelsen af tresserne pga modernismen. Der kom arbejder litteratur til og kvinderne skrev litteratur, digte. Hans Jørgen Nielsen lancerede attituderelativismen og snart var der alle mulige attituder og digte til. Et virvar af muligheder og inspirationer.  Og jeg snusede til det hele, mens jeg læste litteratur på Universitetet KU og fraterniserede med tegnere og malere på Kunstakademiet. Lige indtil 1969 hvor jeg selv debuterede og kastede mig ud i kunsten, digtningen, grafikken, sange og udstillinger og skabte IMIKROSKOPET sammen med et par venner. Blev medlem af Røde Mor og lidt senere kom ind på Den Danske Filmskole og tog en uddannelse der. Belært af digtningen blev filmen en anden mulighed for at redigere billeder og fortælle i rytme som digte kan. Og sange og tekster kunne synges og tales ind på film. Pludselig var der lyrik og poesi overalt. Tiden havde store demonstrationer i tresserne. Her var prosaen ikke brugbar. Det skulle være hurtige og kontante tekster til store forsamlinger. Carl Scharnberg var tidens helt uofficielle skribent i tresserne. I halvfjerdserne var Røde Mor dem der lagte billeder og sange til tiden. Pludselig var lyrikken brugbar og acceptabel. Folk lyttede og sang med på Røde Mors sange. Og vi udstillede vores tidsplakater.

Selv holdt jeg lyrikken ved live i alle årene, men først efter arbejdslivets ophør har jeg med fuld kraft skrevet den ene digtsamling efter den anden. Digte kan noget, i kort form fortælle om tiden og den nødvendige eftertanke. I løbet af denne måned kommer min nye og sidste digtsamling PORØSE GRÆNSER. Den afrunder mit lange lyriske forløb. Mit intense, vedholdende forsvar for digtningen/ lyrikken. Der har efter prosatiden været brug for den har det vist sig. Lyrikken findes og lever.

© Tommy Flugt

50 år – tre tilbageblik (1969-2019)

Det er halvtreds år siden. Siden hvad? At jeg var 28 år. Hvorfor fortæller du det? Fordi jeg drømte om det i nat. At du var 28 år? Nej, hvad der skete for 50 år siden, da jeg ganske rigtigt var meget ung. Og nu skal jeg nok fortælle det, du behøver ikke spørge mere, Karla, jeg er i gang med turen på Memory Lane.

1969 var afrundingen af tresserne, dette store årti. Med Atommarcherne i Påsken, protesterne mod Vietnamkrigen. Jeg havde læst Litteraturhistorie i en halv snes år på Universitetet i København, havde taget Filosofikum eksamen samme sted og havde skrevet en masse, fået en masse gode venner blandt kunstnere på Kunstakademiet og nu fik jeg skrevet et digt, der fandt vej til trykning hos en privat, der ville have det ud og oprettede Rahbeks Forlag til lejligheden. Digtet var Desperat Generation, som for mig var en sammenfatning af tresserne. Derudover havde jeg skrevet en lang række digte som jeg havde sendt til Gyldendals tidsskrift Vindrosen. Og pludselig fik jeg brev om at de ville trykke mine digte. De kom i Vindrosen nr. 3 1969.

Der var pludselig hul igennem og opbrud. En ven Torben, min Soulmate Alice og jeg havde fået grønt lys til at lave et visevers-, kunst- og lyriksted ud af en gammel bowlingbane på H.C. Andersens Boulevard 7. Det blev til det legendariske spillested I MIKROSKOPET, hvor så mange debuterede og glædede et ungt publikum. Bl.a. en ung Donovan fan Knud Christensen, den senere så berømte trubadur Sebastian. Og her var Paddy Doyles og irske toner og ikke mindst den elskelige Herman. Der var digtere, og journalister til debat og dukketeater ved Kaj Mathiessen. Og så havde vi kunstudstillinger i blændede vinduer, bl.a. en stor udstilling af grafikeren Jørgen C. Rasmussen, som også lavede plakat til stedet. Per Dich kom til åbningen og senere var Arlo Guthrie nede og havde pressemøde om sin film ”Alices Restaurant” en rigtig 60er sag.

Mine digte kom ud på Gyldendals Vindrosen og så fik jeg et brev fra forfatteren og grafikeren Dea Trier Mørch. Hun havde læst mine digte og ville gerne se mig til et møde ved en udstilling. Her blev jeg spurgt om jeg ville være med i deres nye gruppe, som hun, Troels Trier og Ole Finding havde lavet, nemlig Røde Mor. Og sådan kom jeg med i den kollektive kunstgruppe som startede i 1969 og havde de samme oplevelser fra tresserne som jeg. Vi havde fælles referencerammer og det blev en kreativ og energisk tid sammen i de første år.

En dag viste Alice mig en annonce i Politiken og sagde, at hun syntes jeg skulle reagere på den. Det var om ansøgning til at komme ind på Den Danske Filmskole. Jeg kikkede på den og sendte en ansøgning ind, mens jeg var travlt optaget af I MIKROSKOPET, som på rekordtid havde fået et folkemusikpublikum og gode kunstnere, der havde lyst til at optræde på døren. Og så kom der en skrivelse fra skolen, at jeg var udpeget til optagelsesprøver. De gik over 3 måneder og der var rigtig mange ansøgere. Men en dag kom der et brev fra skolen: Jeg var blevet optaget på en toårig uddannelse på filminstruktør linjen. Det var en stor dag. Men også en vild dag. For nu havde jeg gang i ikke mindre end 3 forskellige og dog sammenhængende spændende ting. Det var om at holde tungen lige i munden og få det bedste ud af det så længe mulighederne var der. 3 døre var åbnet for mig.

Vi var i 1969 og det er halvtreds år siden. Jeg var en ung mand på 28 og stod med åbne muligheder. Lige siden har jeg forsøgt at holde verden åben og kreativ. Det var det den 28 årige forventede af mig dengang og jeg har efter bedste evne forsøgt at leve op til det.

Tak Karla, fordi dine spørgsmål satte mig i gang med at mindes. Det er det man har børnebørn til: at stille de rigtige spørgsmål. De holder gang i en. Børnebørnene og spørgsmålene.

© Tommy Flugt

UDE I VERDENS YDEROMRÅDER

Posted: October 31, 2019 in Uncategorized

UDE I VERDENS YDEROMRÅDER

Essay af Tommy Flugt.

Ude i morænelandskabet, det ældgamle istidslandskab og i vandkanten ned til Lammefjorden møder vi ikke så mange internationale og vigtige personer. Det er sjældent de lægger vejen forbi. Men det sker dog at der kommer betydelige personer herud. Og så rejser de igen efter et lille ophold.

Engang i halvfjerdserne kom en russisk kosmonaut på besøg til middag. Vi spiste og der var mange der ville hylde ham, men det blev for meget, så han gik ud i haven og legede med vores dengang små børn. Gyngede med dem og var optaget af det helt nære jordiske liv og jeg iagttog ham og så at det bekom ham vel. Han havde været to gange i rummet og kredset om den smukke blå planet. Der lærte han at holde af det nære. Ikke at jeg mener man behøver at rejse rundt i rummet for at blive klar over nærhedens betydning, men når man nu har været derude, synes jeg det var en fin lære, han drog med ned derude fra.

I vandkantslandet har der også været nogle danske digtere forbi, som skrev og vedblev med at skrive på dansk. Digteren Ivan Malinovski gjorde stort indtryk på mig som digter og som stilfærdigt menneske. Hans kone var en fremragende væver og tekstilarbejder. Og hun var her også. Jeg læste Ivan og gør det stadig. Har et af hans digte hængende: Misnøje til skade for mandstugten. Det muntrer mig altid lidt op. Vi brevvekslede lidt og han sendte mig engang en digtsamling med en dedikation i til mig: Fra Ivan til Tommy, som du ser fortsætter lidt endnu. Han havde været i en slags depression over sproget ikke slog til og at så mange statsledere havde stjålet sproget og taget det i deres mund, så at sige besudlet sproget. Men nu var han ovre krampen og skrev igen sine modstandsdigte. Af og til oversatte han Boris Pasternak fra russisk. I al denne koncentration omkring hvad man kan, så kan man glemme nærheden. Og han glemte faktisk at lægge mærke til hvad hans kone lavede. Han var blind på det øje. Min lokale ven Pottemageren Erik Reiff, som kendte Ivan og Ruth, fortalte en dag digteren Ivan at han var gift med en dygtig væverske, at hun var noget særligt i Danmark, at hun faktisk var en ret stor væverske. Det takkede han for og har sikkert ærgret sig over den manglende opmærksomhed. Ruth fik senere tildelt Bindesbøll Medaljen, som er den højeste udmærkelse. Hun fik også statens treårige legat senere igen. Sådan er den menneskelige nærhed tvivlsom, men dog til stede. Vi lever tæt, vi taler samme sprog, men ikke altid hjælper det på vor nære indsigt. Selvom vi læser andre sprog og taler med mange tunger, så garanterer det ikke for vor nødvendige forståelse. Vi er jo mennesker med fejl og mangler.

I øjeblikket er der trængsel i min indbakke. Hver eneste dag får jeg mails fra Obama administrationen. De fortæller mig om problemer med republikanerne og hvor vigtigt det er at lige netop jeg støtter dem på den ene eller anden måde. De fortæller at det rige Amerika i den grad donerer dollars til at forhindre bl.a. Obama Care, CO2 stigning og meget andet. En skriver til mig at de er dybt bekymrede over at kongressen ikke kan vedtage noget. Hvis kongressen ikke handler er den uden kritisk beskyttelse af The Voting Rights Act, som var det Martin Luther kæmpede for og døde for. Hvad der ikke er af benspænd i kongressen fra Republikanernes side er ikke værd at skrive om, og det gør aviserne herhjemme så heller ikke rigtigt, for så skal man jo tage stilling for og imod. Imens er demokraterne og den siddende præsident ved at blive trynet af kapitalen og forhåbningen til hans periode er blevet bremset i voldsom grad af de republikanske intriger og deres voldsomme retorik og økonomiske donationer til snart sagt, hvad som helst reaktionært i det amerikanske samfund. Præsidenten kæmper mod klimaforandringerne mens republikanerne er fornægtere af samme. Det religiøse højre i Amerika har en frygtelig indflydelse på en uoplyst befolkning og i kraft af deres økonomiske indsprøjtninger til partiet kan det oversvømme medierne med vanvittige reklamer og hadefulde kampagner mod deres modstander og præsidenten. Intet tyder på at præsidenten kan vinde flertal ved midtstatsvalget. Og at økonomien er hvor den er kan tilskrives Obama, men bliver det ikke, i stedet arbejder man uafbrudt på at forhindre de økonomiske fremskridt, blot for at stække præsidenten. Set ude fra er det fuldstændig vanvittig politik og ikke alene USA lider under det, men også verden som sådan. Republikanerne har et meget stort ansvar, men de har ikke været i stand til at handle som politikere i en stor nation med et medansvar i verden.

Støt os, stem, deltag, kan vi regne med dig? send flere penge: 3, 5 10 eller flere $ skriver de hele tiden fra Obamas stab samtidig med at de sender den ene rystende melding ud om chikanerierne fra republikanerne. Jo, jeg har det indefra og det er lærerigt. Og så er det lidt af en fejltagelse. Jeg er blevet opfattet som medlem af demokraterne. Jeg har i sin tid meldt mig til et eller andet og for at komme igennem skulle de bruge en adresse, der var en hindring og det var min postadresse. Da jeg endelig efter flere forsøg fik skrevet et nul foran 4300 så var jeg igennem. Lige siden har jeg fulgt med i stabens breve og opfordringer. Jeg har ikke betalt noget, for jeg vil ikke beskyldes for at gå i en fremmed stats tjeneste, men jeg har læst mig igennem en masse opfordringer og set hvor aktivt man kæmper. Og det har givet mig lidt respekt. Men også noget at tænke over. Jeg har forsøgt i et brev at forklare, hvor jeg bor og sådan set ikke er amerikaner, men brevet er ikke nået frem til rette vedkommende. Så jeg får stadig mails hver dag fra adskillige stabsmedlemmer: Nancy Pelosi, vicepræsidenten, præsidenten, præsidentens kone, stabsfuntionærer og kongresmedlemmer. Og pludselig sender præsidenten mig hele sin tale i forbindelse med IS problematikken. Og den synes jeg faktisk sagde mig noget. Så det er et sted hvor jeg får nogle øjeblikkelige nyheder. Også i et omfang som jeg slet ikke er i stand til at honorere, da jeg ikke har noget kontorpersonale til at hjælpe mig med min efterhånden omfattende korrespondance med Det Hvide Hus. Jeg må klare mig med min lille hjemmecomputer og lidt stjålen tid. Det sker at jeg oversætter lidt og sender det videre. Fx til kurderne. De kan godt bruge støtte og lidt opmuntring, hvis der er noget af den slags i den store verden. Og det er der trods alt.

Amerika er et rigt land og de har ikke brug for min støtte, de må selv finde ud af at rede sig ud af det politiske morads de er havnet i, men kurderne i Danmark, i Tyrkiet, i Irak, i Syrien, i Iran de har det ikke godt og bliver ikke behandlet godt. Hverken af den danske stat, der har lukket deres Roj TV eller i Tyrkiet, hvor Erdogan regeringen udfolder en forfærdelig foragt overfor den kurdiske befolkning. Og det Tyrkiske dobbeltspil i forhold til IS terroristerne bør man internationalt undersøge nærmere. Hvis der er nogen befolkningsgruppe i mellemøsten der har brug for vores udelte opmærksomhed og hjælp, så er det kurderne. Støt kurderne nu og bekæmp de internationale terrorister i IS. Ikke for ingenting er danskerne blevet opmærksomme på at det er IS, der er en trussel og det billede som EU og USA har givet os af kurderne er et forkert billede byggende på en fejlslagen analyse.

Når man begår en fejl og indser fejlen er det ikke forkert at rette den. Giv kurderne menneskerettighederne tilbage og fjern terrorstemplet på dem. Støt kurderne i deres kamp for anerkendelse og selvstændighed.

For ikke så længe siden havde vi en kurdisk familie på besøg. Mand og kone og deres to drenge i teenagealderen. Han er anklaget for indsamling i Danmark efter terrorparagraffen og hun kommer af en iransk familie, hvor de har været forfulgt i generationer, fordi de var kurdere. Han er blevet tortureret i Tyrkiet og får hjælp i Danmark i Dignity, samtidig med han sidder på anklagebænken hver dag i en sag rejst af Tyrkiet i forbindelse med lukningen af Roj TV. Begge prøver de at få et liv til at fungere af hensyn til deres børn. De besøgte os og jeg så ham, torturofferet, gå i haven med sine børn og nyde det. Vi har et lille vandhul i haven og han satte sig med de to drenge og fortalte dem om vandhullet, planterne og hvad de så. Og drengene lyttede på den måde børn skal lytte, når en god voksen fortæller dem en livgivende historie. De så på deres far med varme og taknemlige øjne. Det øjeblik glemmer jeg aldrig faderen for. Et lille glimt af håb var han i stand til at formidle i et øjebliks fred og ro.

© Tommy Flugt
25.09.2014

Efterskrift: Historien fortsætter med USA under den ny orangefarvet præsident. Jeg modtager stadig informationer fra Nancy Pelosi fra Demokraterne om uhyrlighederne i det store land. Denne gang ved de fleste det, for i aviserne herhjemme skrives der om det i håb om at finde en slags mening med hvad der sker. Det virker lige så vanskeligt at forstå som Brexit i England. There is something Rotten…

TF 25.09.2019

KAMPEN OM GUDERNE OG MENNESKETS FORDRIVELSE

Essay af Tommy Flugt

Lad mig med det samme slå fast at jeg ikke tror på nogen guder, jeg sætter min lid til mennesket.

Ikke desto mindre kan jeg godt se at jeg bor i et land, hvor kristendommen har været til stede under en eller anden form i 1000 år og det sætter sit præg i alles tankegange. Man kan skelne mellem at være kristen og så en kulturkristen. Jeg er nok det sidste. Det er sådan ligesom at naturen ikke mere er natur, men gennem årtiers bearbejdelse er blevet et med kulturlandskabet vi ser i dag, sådan også med den lange kristendoms indvirkning.

Det har taget tid at gøre op med kristendommen, som vi er indoktrineret med. I slutningen af 1800-tallet skete der noget. Darwin først og størst. Et paradigmeskift. Så det store industrielle gennembrud igennem videnskabens landvindinger. Flytningen fra land til by og oplysningstidens virke. Så en Freud med drømmetydning og analysen af menneskets psyke, hans frontalangreb på religionen, så Einsteins relativitetsteori og slag i slag forandredes verden og verden i vestens 
hoveder.

I 1800-tallets slutning skrev den store danske digter I.P. Jacobsen sin roman om 
fritænkeren eller frisætteren ”Niels Lyhne”. Det blev en roman, der satte sindene i brand. Om en mand der forsvarede det enkelte individs frihed fra religionen og ønsket om at leve i en verden, med ansvar for egne handlinger.

Den samme historie kan ikke fortælles i alle lande. For ikke alle lande har nået samme stade og været igennem oplysningstiden, som er en nødvendighed for at kunne frigøre sig for religionens åg og fundamentalismens blindgyder.

Vi lever i en verden med mange verdeners historie og forskellige tider indbygget i sig. Og det må skabe sammenstød og konflikter med blodig vold. Den vesteuropæiske udvikling har i sin historie mange fælles træk med udviklingen i andre lande. Det er bare tidsforskudte sammenfald.

I Danmark har vi brændt kvinder som hekse langt op i 1700-tallet. Vi har undertrykt den brede befolkning og tyranniseret dem. Men den franske revolution gav Danmark en fredelig udvikling til demokrati i 1849. Den danske arbejderbevægelse i 1871 satte gang i udviklingen for arbejderne og kvinderne. Malende beskrevet i Martin Andersen Nexøs romaner: Pelle Erobreren & Ditte Menneskebarn. Og så kom systemskiftet i 1901 og inden længe havde kvinderne fået stemmeret, Det skete i 1915.

Så var der et par frygtelige krige i Europa – første og anden verdenskrig. Det store århundrede, det tyvende århundrede, som mange troede fra starten et fredens og fremskridtets århundrede brugte uendelige destruktive kræfter og vanvid inden det var slut. Og så kom den kolde krig i en lang periode; men da den ebbede ud var der opbrud og nye muligheder lod sig ane. Verden er ikke blevet bedre nødvendigvis, men den er i vor tid måske blevet mere afklaret. Muligheder anes.

Denne klarhed var i tresserne og ind halvfjerdserne med til at skabe det danske velfærdssystem, som alle partier forholder sig til som en realitet. Ikke nødvendigvis i enighed, men i forståelse af velfærdssamfundets nødvendighed.

I mellemøsten har der længe været opbrud. Regeringer er blevet væltet. Endnu mangler Syrien at falde før området giver muligheder. Men en borgerkrig er skræmmende, den jævner alt. Og tabene er store. Der er menneskemasser på flugt fra brændende byer og bomber. Libyen faldt med vestlig støtte helt hen i anarki og uro. Masserne i Nordafrika flygter og drukner i massevis i flygtningebåde på vej til ingenting i Europa.

Verden er delvis i flammer og stor uro lader den os se. Men det er en verden i opbrud, og det er godt at lade falde alt gammelt som ikke kan stå, forældede regimer og den religiøse fanatisme. Der er brug for nytænkning og forandring.

Som jeg indtil videre har læst kurderne, synes jeg, de leverer varen, der er brug for. Det de står for: Fred, demokrati, fremskridt og kvindernes rettigheder, det er som da vi selv begyndte at danne vort demokrati. Forskellen er blot, at vi var herre i eget hus. Det er kurderne ikke.

Kurderne er forfulgt i Syrien, Irak, Iran og Tyrkiet. Og hængt ud i Danmark på den mest modbydelige måde. Som en modydelse til Nato-Generalposten til vor tidligere statsminister, stemte Tyrkiets Erdogan for mod at få lukket munden på kurderne og deres Roy TV. Det skete. Og det er en hån mod retfærdigheden og kurderne, men også en skamplet i det danske retssystem.

Vi skal helt tilbage til krigens tid, hvor den danske regering prisgav grundlovsstridigt danske kommunister herhjemme og lod tyskerne tage dem. Mange endte i kz-lejre og mange døde der. Et grundlovsbrud i Danmark. Her var demokratiet ikke stærkt nok. Ligesom det svigter omkring kurderne i Danmark.

Ikke alt er let i denne verden. Men undgå den slags udlevering må et demokrati være robust nok til at forhindre. Det gælder også kurderne i dagens Danmark.

Det er læren, at selv om der findes svigt og svig, så er retningen i demokratiet rigtig. Mod mere indflydelse, mod mere retfærd, mod større medmenneskelighed.

Der gives ingen anden vej. Og kurderne er ved at finde deres retfærdige vej. De driver uvæsenet ud og giver plads til mennesket, befriet for religion som fanatisme. En god ny tid for kurderne er håbet i fremtiden.

Og herhjemme må vi gøre op med berøringsangsten for de fremmede og få vort demokrati til at fungere bedre. Vi må se vore fejltagelser i øjnene og rette dem. Det er aldrig for sent at besinde sig som nation.

© Tommy Flugt