I KERAMIKERENS HAVE

Posted: October 8, 2012 in Uncategorized

Vi var inviteret ud til en aftenseance med ovnbrænding af keramik og udtagning af raku brændt lertøj for at følge processen og overvære skabelsen og se keramikken komme ud af ovnen og blive lagt i savsmuld lige efter til nedkøling. Jeg havde overhørt tidspunktet og regnede med vi bare kunne dukke op, så vi kom en time for tidligt.

Vi blev taget imod af manden i huset som forklarede os at tidspunktet først var klokken syv, men der var nogle andre som også var kommet for tidligt, og de gik nede i haven sammen med hans kone. Hun var ude at sætte fyrfadslys rundt i haven, så hvis vi fulgte dem ville vi finde hende og det andet par nede i skovhaven.

Vil I have et par glas vin med? spurgte manden og vi nikkede. Han løb op ad trappen og ind i stuen og kom straks efter tilbage med et par glas hvidvin som han gav mig. Min kone gik indad i haven og blev snart opslugt af skoven, mens jeg forsigtigt kom bagefter balancerede med to glas vin. Ved en drejning i stien forsvandt min kone og jeg stod lidt ubeslutsomt da stien delte sig i to. Jeg så mig lidt rundt. Træer, buske, blomster af alle slags. Små stier som drejede ind og ud og pludselig en lille lysning, hvor der var gjort plads til synsoplevelse. Det sparsomme aftenlys faldt lige igennem blade og grene og ned i skov eller havelysningen. Fordi vi var kommet en time for tidligt fik vi glæde af aftenlyset og havens skumringsskønhed. Der åbenbarede sig en trimmet skønhed. På en måde var det have og på en anden en have lige på vej ud i naturen igen. Men heller ikke mere. Det var til at mærke og forstå, at der var en slags nænsom styring her, men heller ikke mere. Ikke noget med afgrænsninger. Kun dem meditative vandringer i sådan et område naturligt satte. Nedtrampede stier, grene og træer beskåret så man anede at der var nogle menneskers vilje til stede. Og pludselig lyste skov-havelysningen op og sendte farveskalaer en i møde. Et øjeblik var jeg overvældet. Jeg havde hørt andre fortælle om haven, men at stå i den var noget andet og mere. Det var en sindstilstand. En oplevelseshave. Og pludselig så jeg keramikeren foran mig i færd med at tænde lys. Hun smålo og hilste hjerteligt på. Glad for vi havde taget imod invitationen. Glad for at vi kom, for der kommer nok ikke mange selvom vi har inviteret som vi plejer nogle gange om året til disse seancer. Vi har nok inviteret over nettet, men har opdaget at vi glemte at sende invitationen ud. Men der er kommet nogle andre, de må have hørt det ved ferniseringen, så det bliver en hyggelig aften. De har vist også købt en af mine krukker på udstillingen. Og hun fortsatte ad stierne og så var det jeg så en hest, lidt senere en til. Islandske heste her i skoven. Ja, det var godt nok et stort arbejde med dem, men deres datter var så glad for dem, lød det foran mig. Jeg blev stående og så på hestene, tænkte på Island og det var uvant at forestille sig islandske heste i en skov, men de trivedes godt kunne jeg se. Imens var værtinden forsvundet og jeg måtte finde frem igen og stod pludselig ved en lille pavillon i glas. Døren stod åben og aftenlyset skinnede igennem og fristede mig indenfor. Her forlod vi naturen og gik ind i keramikerens udstilling i haven. Alle hendes smukke rakubrændte ting på søjler inde i huset arrangeret som  en fin lille udstilling. Det virkede overvældende. Helt naturligt og samtidig fantastisk smukt. En tynd gennemsigtig glasblade imellem kunsten og naturen. Sådan måtte det være. Hun er stærkt inspireret af naturen og samler sten, er optaget af rombeporfyr og når hun har fundet en hun holder særligt af, laver hun sine krukker i ler til naturens sten. Den bliver så en slutsten ovenpå krukken som er formet i runde, ovale, eller kantede udgaver. Og når brændingen er slut og krukken vasket af kommer det store øjeblik. Stenen der inspirerede hentes og lægges ovenpå og lukker hullet i krukken. De passer sammen, for kunstneren har arbejdet hen imod dette møde. Når sten og krukke mødes og passer er processen slut og krukke og sten kan vandre ud i den store udstillingsverden og blive købt af museer eller private. Og det bliver de. Købt og beundret. Men her i udstillingsskovhaven er det fordybelse og stille glæde.

Lidt længere fremme er der rester af et bål, det gløder endnu. Det er vore venner som er kommet lidt tidligt som os, der er derhenne og manden roder op i gløderne og lægger et par grene på. De er lidt fugtige, så der sker ikke så meget, aftenen er begyndt og lidt længere oppe i skoven  mod huset og værkstedet blusser det op. Manden i huset forsøger med petroleum at sætte ild til gamle knuder. De blusser op et øjeblik, men dør hen. Så mere brændstof på og skovhaven oplyses igen i store glimt.

Vi snakkede fortroligt sammen der i haven selv om vi ikke kender hinanden særlig godt. Bortset fra at kunsten er bindeleddet og det er åbenbart et stærkt led. Vi talte ubesværet om alt muligt og gav hinanden små gaver i form af komplimenter og opmærksomhed. Aftenstemningen er en god formidler og så naturligvis et glas hvidvin eller to. Vi gik op i stuen, forbi keramikerens værksted med hendes nye produktioner undervejs og ind og satte os. Vores venner havde lige købt en smuk krukke på en udstilling og manden havde taget en gave med: rombeporfyr sten fra istiden og Norge. Der er noget helt fascinerende ved de sten og vores ven har i mange år samler på sten og nu forærede han keramiker en æske og hun blev tydeligt glad. De indledte en samtale om sten og findesteder og det endte med at keramikerens mand fandt et kort frem og fik indtegnet et fundsted i Sverige, som ifølge vor ven skulle være særligt godt.

Keramikerens mand havde lyst til at fortælle en anekdote fra deres yngre dage, hvor de havde haft en lille bil og var på ferie i Norge. Hele tiden på den ferie havde hans kone samlet sten og lagt dem ind i bilen. Da de skulle køre hjem var bilen sunket så meget at den ikke kunne køre med den last, så de måtte tømme ud af sten til den hævede sig så meget, at den kunne komme hjem med dem. Men kørte de over et lille bump slog den ned i vejen, fortalte han.

Så kom turen til at tage en krukke op af en olietønde, der stod udenfor. Den havde ligget nogle dage til afkøling og nu gravede keramikeren den fri og en sort krukke kom frem. Ud i håndvasken med den og vaske savsmuld og sod af og så ind på bordet til tørring foran os. Langsomt kom figurerne frem og krukken var færdig næsten. For der var hul i midten.

Nu kommer øjeblikket, sagde keramikeren og tog en sten henne fra reolen, en lille fin porfyrsten. Hun viste den frem, drejede den så vi kunne se den og førte den så hen til krukken. Lagde den forsigtigt ned – og den passede til krukken. Først nu var den færdig og hel. En smuk og langsom proces havde fundet sin afslutning. Og man sad og syntes at det var det mest naturligste af alt: et mirakel for øjnene af os. Vi nød synet og snakken om kunst og natur der udviklede sig i al stilfærdighed og uafsluttethed. Sådan som alle gode samtaler bare er begyndelser og fortsættelser af oplevelser.

Nu var keramikeren optaget af temperaturen i brændingen vi var kommet for at overvære afslutningen på. Hun  kaldte os ud. Det er tid, sagde hun og tog nogle brandsikre handsker på og et par lange metalstænger til at holde fast i den brandvarme rakubrænding, når ovnen blev åbnet på det rette tidspunkt. Hendes mand iførte sig samme udstyr og de åbnede ovnen. Det var som at se ind i jordens indre. Det glødede og varmede i mørket, kun en lille lommelygte blev holdt for at orientere sig udenom. Så tog de erfarent fat i hver side og tog det store fad op. Vi så formen et øjeblik og så lagde de det ned i olietønden med savsmuld. De dækkede fadet til med savsmuld og det varmede og sydede lidt og så forsvandt fadet ned under til langsom afkøling. Timer senere eller dage måske blev det taget op, vasket og renset og undersøgt. Var det i orden kunne det tage videre ud i livet og deltage i galleriudstillinger.

For os var aftenen slut. Vi takkede af og forlod stedet en vidunderlig oplevelse rigere. Vi var blevet indviet i en kunstners arbejde og forbundenhed med og tilknytning til naturen og kunsten. Vi overværede en kunstner, der tager udgangspunkt i naturen. Naturen glider ind i hendes verden og hun fører den ind i den kunstneriske verden. Det var blændende at overvære. Og jeg tog en masse gode billeder af det hele, indtil jeg opdagede hjemme at jeg havde glemt at sætte platinkortet i kameraet. Derfor blev jeg nødt til at lave en beskrivelse af det hele i ord i stedet som tak. Men ord kan også fange en situation, når den har gjort indtryk nok.

© Tommy Flugt – oktober 2012

 

Anne Rolsted keramik

Advertisements
Comments
  1. flugt says:

    Der er åbent hus i Keramikerens Have den 24.25. november 12-18 og
    1.2. december 12-18
    Få et glas gløgg og se rakubrænding ved 17-tiden.
    Keramikerens Have, Kagerupvej 22, 4420 Regstrup
    (drej fra 23’eren mod Undløse, de bor ikke i Regstrup). Ring evt. 22116079

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s