AT NURSE TALENTER OG FORBIGÅ DEM

Posted: December 16, 2013 in Uncategorized

AT NURSE TALENTER OG FORBIGÅ DEM

Det kreative og legende menneske og mentorers betydning

Det kreative og legende menneske og mentorers betydning

Mentorer og mentee

af Tommy Flugt

Det har altid ligget mig på sinde at prøve at udfolde mig med de talenter jeg har fået givet, men det har ikke altid været let. Mest af alt fordi jeg husker at der var indbyggede hindringer i mig af kulturel art. Jeg kommer ikke fra en kunstnerisk familie omend der var kunstneriske elementer i min familie. Men det var ikke noget man talte om eller understøttede. Kunst var en slags fy-ord. Noget man vrissede lidt af. Ikke noget man i ramme alvor kunne tage alvorligt og snakke om, så det undlod man. Man havde heller ikke sprog for det. Mit lille tegnetalent faldt lidt ved siden af og havde en slags underholdende effekt, men heller ikke mere. Sproget var bare noget man skulle lære, som regning og matematik, så det gjorde vi dengang på den der lettere mekaniske måde, som den sorte skole lærte os op i. Familien og skolen var på det område en ubrydelig enhed. Skolen gav karakterer og forældrene kunne læse tal. Men indholdet var ikke rigtig til stede i forståelsen af vurderingerne. Og det led naturligvis generation efter generation af unge under uden at være helt klar over, hvad det var de led under. Det er ikke let at sætte ord på en kulturel forarmelse, når man ikke har ord for det. Hvad er kultur? Kan det bruges til noget? Og hvad koster det? Hvem skal betale for det? I den grad spørgsmål som ikke opmuntrede til at spørge ind til hvad det egentlig var for noget. Så det lod vi være med. Både derhjemme og i skolen.

Og det fortsatte langt op i vor ungdom. I gymnasiet mødte jeg en arbejdersøn som var en fremragende tegner og som kunne skrive den gammeldags gotiske håndskrift som skriftsprog. Hans tusch tegninger var i en klasse over mine som brugte inspiration fra naturtegnere i aviserne, mens han brugte de gode gamle klassikere, Rembrandt og den slags, som jeg ikke havde hørt om på det tidspunkt. Men jeg var overvældet over hans teknik og kunnen. Desværre var jeg den eneste. Skolen lagde ikke mærke til hans talent og jeg er ikke stødt på det siden. Faktisk har jeg med jævne mellemrum kikket efter. Nu så mange år efter kan jeg sige, at der ikke var noget at komme efter. Talentet blev ikke udviklet, blandt andet, fordi det ikke blev opdaget i tide og nurset. Han manglede en mentor.

Jeg har skrevet om dette andetsteds, men tilføjer alligevel en lille historie fra mine unge dage som var afgørende for mig. Mit kunstneriske talent var ved at drukne i den sorte skole, religiøse fanatikere og en uforstandig hverdag. Intet lå til at jeg skulle møde kunsten. Men jeg tog en stor rejse rundt i Europa, hvor jeg så al den kunst jeg higede efter. Det var overvældende. Mærkeligt nok vidste jeg helt præcist hvad jeg ville se. Skulle se. Og som jeg fik set.

En sær ting i min familie var at jeg skulle være soldat og det blev jeg. Og det var ved at tage livet af mig, hvis ikke jeg havde sparet op til et højskoleophold på Askov Højskole var jeg aldrig blevet et helt menneske igen. Højst bare en almindelig lønmodtager, hvilket jeg også blev, men på Askov blev min kunstneriske sans vækket igen og jeg kom ud af dødvandet. En vidunderlig og ulykkelig kærlighedsaffære hjalp stærkt på vej og så en mentor i form af forfatteren Tage Skou-Hansen. Han blev en øjenåbner.

Og så kom jeg mod alle odds på Universitet og begyndte at læse Litteraturhistorie hos en begavet professor Poul V. Rubow på Københavns Universitet. Her mødte jeg en senere forfatter Finn Abrahamowitz og jeg knyttede mig til en maler fra kunstakademiet Peter Hentze. Jeg opnåede et ungdommeligt og langvarigt venskab med begge til vore veje skiltes naturligt og vore opgaver hver for sig tog over.

Især husker jeg betydningen af et ophold i Djursland sammen med min ven, maleren Peter Hentze. Han havde lånt et hus med fremragende udsigt af et keramikerpar, som var taget til Irland og vi kunne bo i deres hus imens. Jeg blev inviteret med af Peter som skulle male og jeg skulle læse filosofikum. Og skrive. Og her i dette hus langt fra alt, gik jeg ind i keramikerværkstedet og fik mig lige præcis den rystelse jeg havde brug for. På væggen havde keramikeren skrevet med våd ler og sine fingre: LEDIGGANG ER RODEN TIL AL KUNST. Denne lergrafitti rystede mit verdensbillede.  Jeg kom fra et miljø der bar rundt på en anden sentens, der som en cementblok tyngede til jorden. Pludselig blev landet let og frit og der blev åndeligt råderum. Den unge mand begyndte at udforske en ny verden. Jeg tror grunden blev lagt der i Djursland sammen med Peter som katalysator.

Der kom i hvert fald et af de smukkeste digte jeg skrev i den periode ud af det Djurslandske landskab. Det første vers lyder:

Jeg står med et vinglas i hånden
og stirrer på solen går ned
bag kornfede sensommer marker
marker modnet i fred

Langt senere satte Lars Trier musik til digtet og endnu senere blev det trykt og optaget i 151 andre sange og udgivet af Edition EGTVED i et førsteoplag på 10.000 eksemplarer. Senere kom der et andet oplag i tilsvarende størrelse og min lykke var gjort, da der dumpede en check på 150 kr. ind ad brevsprækken. Endda to gange. Alt det bare fordi jeg havde boet sammen med Peter Hentze en sommer i Djursland.

At udfolde kreativitet i dette land er en vej belagt med mange hindringer og vanskeligheder. Sådan har det i hvert fald hidtil været. Men nye teknologier gør situationen noget anderledes end den har været. Det er blevet lettere at udfolde sig i skrift, ja, snart sagt i alle medier: foto, tegning, film, sang og musik. Og distributionen af det er også blevet langt lettere. En af mine meget gode ungdomsvenner, forfatteren Arne Herløv Petersen har udsendt alle sine værker som E-bøger og derudover et utal af værker som bibliotekerne har skrottet eller gemt i arkiverne, men som han synes har en litterær værdi. Han gør noget ved det. Og så skriver han om det på facebook med en insisteren og en sproglig intensitet, så alle ikke litterater og andre føler sig hjemme hos ham, for der er noget at komme efter. Det er der som regel ikke hos de kritiske litterater. De har sprogligt ikke noget at byde på. Ihvorvel de har en masse bedreviden. Den viden bruger de så på at kritisere noget de dybest set ikke har fulgt med i, nemlig Indie-litteraturen, selvudgiverlitteraturen og næsten som om det var skrevet af Gyldendals Ghostwriters, så er det ikke godt. For god litteratur er fra de store forlag, skal man huske. Ellers dur det ikke. Sådan var det i sin tid med Dostojevski. Han var selvudgiver. Politiken skriver nu om selvudgivere efter at mange andre har gjort dem opmærksom på deres blinde øje: at disse forfattere var selvudgivere: ‘Huckleberry Finn’ af Mark Twain, ‘Leaves of Grass’ af Walt Whitmann, ‘Et juleeventyr’ af Charles Dickens, ‘Swanns verden’ (På Sporet af den tabte tid, bind 1) af Marcel Proust, ‘Fifty Shades of Grey’ af E.L. James. Blandt andre selvudgivere kan nævnes: James Joyce, John Grisham, Henry David Thoreau, Virginia Woolf, Stephen King, J.K. Rowling, Oscar Wilde, Fjodor Dostojevskij og mange, mange flere.

Men bomholderne og grænsevagterne i aviserne, radioens hurtigsnakkere ved kulturens hellige haller er ikke sådan at spøge med. Specielt ikke alle kritikerne, der ved bedre uden at vide det. De fleste bruger deres betalte pladser til at tale en kultur ned. Sidst er en forhenværende formand for Dansk Forfatterforening begyndt at blande sig i det negative kor. Tænk sig at hende har jeg medvirket til at betale til i form af mit kontingent. Men hun kan mene, hvad hun vil, det er kun på hende det gør ondt. Fremtiden er ligeglad med den slags udsagn. For det er som Politikens uheldige helt (Jes Stein Pedersen) skriver efter at han havde haft et modsat synspunkt: “For få år siden ville det have været utopisk for langt de fleste mennesker at få udgivet en bog. I dag er det alles mulighed, det er opblomstringen af de mange nye selv- og medudgiverforlag et blomstrende udtryk for. Der er snesevis af dem, og bag hvert enkelt knokler en eller flere ildsjæle med at gøre bogdrømmen til virkelighed for helt nyslåede forfattere. Udviklingen på bogmarkedet er en følge af den digitale revolution”. Han har opdaget NewPup  som er hovedgruppen for et åbent forum for at dele viden, erfaringer og spørgsmål om nye publicerings- og forretningsmuligheder, med henblik på at sikre forfattere de bedst mulige erhvervsbetingelser. Der er efterhånden flere medlemmer her end i forfatterforeningen og forlagene er helt udenfor og bagefter initiativet, derfor bruger de megen krudt på at få deres betalte konsulenter til at sværte selvudgivere til.

Men den digitale revolution er over os og alle kan tilegne sig den og gør det. Hvis de har noget på hjerte. Og sådan har det altid været. Forskellen er blot at det er blevet sværere at være smagsdommer i vor tid, for så skal man følge med i alt det som ikke beskrives som god tone på parnasset. Og det sidste har vi til gode.

“E-bogens fremkomst fremstår umiddelbart som noget monstrøst nyt. Mere eller mindre synes mange at være bange for den – forfattere, forlag, boghandlere, antikvariater, bibliotekarer… Og så er ebogen dog intet andet end den gode gamle historie om, at mennesker finder et medie for en skreven tekst. I historiens løb har vi som medie for formidling af tekst haft så forskelligartede materialer som sten og træ (at riste runer), ler (brændte lerplader), papyrus, bambusstokke, silkestof, træplader (i sig selv og til trykning), skind/huder, papir”, skriver forfatter, forlægger og oversætter Hugo Hørlych Karlsen under overskriften Litteraturens nye ebogsverden på Litteratursiden.

At smagsdommerne viser sig som nogen der kan andet end at afvise, men også kan medvirke til at retvise og være en slags uhildede mentorer for talent. Tænk sig, hvis kritikerstanden, litteraturen og kunsten kunne gå op i en højere enhed og bekæmpe den stigende kulturfattigdom vort land lider under og kunstnerne kunne blive frisat til skabende arbejde. Men jeg tror ikke at den tid er så fjern.

16.12.2013

Advertisements
Comments
  1. perolofdk says:

    – godt input i debatten selvudgivere! Det ville jo være et fremskridt, hvis personer som Lotte Garbers tog fat i en faktisk argumentation som din og blot affejende siger: “Det, som er i vejen med selvudgiverkulturen i Danmark er, at de bliver meget gale over det, jeg skriver her. De føler sig ofte forfulgt, udelukket, set ned på, ikke en del af det gode selskab.” Hvem har et godt ord for den mangel på kultur, hun repræsenterer?

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s