MAN KENDER DET GODT

MAN KENDER DET GODT

Af Tommy Flugt

Kender du det: Man ved det godt og så alligevel ikke?Men altså jeg ved det godt og så dog alligevel ved jeg det ikke. Og dog jeg ved det, men ved nærmere eftertanke ved jeg det ikke, for jeg kan ikke rigtig tro på det og så ved jeg det ikke. Og alligevel ved jeg det godt. Og kan lide hvad jeg ved og ikke ved. Kan det virkelig være rigtigt?Det første jeg lærte at holde af som jeg ikke ved, var da jeg tidligt i mit liv fik at vide at vi havde stjernestøv i kroppen.

Det var en helt umulig ting at forstå, men da jeg dengang var i den modtagelige barnealder, hvor halvdelen af verden er alfer og fantasier og de voksne bare er voksne, så var det ikke svært for mig at forstå. Og jeg har holdt fast i den viden siden. Jeg forstår og ved, sådan som et barn forstår og ved meget mere end de voksne forstår og tror. For de tror ikke og ved ikke. Ikke fordi de ikke tror, men fordi de ikke ved som barnet.

Jeg har aldrig nogensinde glemt den fornemmelse jeg fik, da det gik op for mig at jeg og vi havde stjernestøv i os. At vi var en del af universet og at stjernerne var en del af os. Det var og er mageløst. Og det blev min indgangsvinkel til at forstå det mest fantastiske i verden: poesiens verden som jeg har beskæftiget mig med lige siden. Især var det den viden, der gjorde mig så begejstret for Antoine de Saint-Exupéry’s: Den lille Prins. Le Petit Prince blandt venner. Den gør mig stadig blød om hjertet og så må jeg læse i den igen for jeg ved ikke hvilken gang. Det er især i moden alder historien om ræven og den lille prins og det at gøre tam har fået fat i mit hjerte. Det er hele tonen af omsorg og forsvinden, der gør mig tam og glad om hjertet. Og så det med at vande rosen.

Og det var der det dukkede op igen. For hvor kommer vandet fra? Hvad er det for noget med vand?

Vi skal have vand for at leve. Blomster, rosen skal have vand. Vi skal vande vore haver især efter så vidunderlig en sommer som i år, har jeg vandet og vandet og betalt regningen for nylig i stigende priser pga. vandforbruget. Men planterne voksede og overlevede og jeg havde jo ansvaret for dem. Det blev til frugter i massevis og vi kunne plukke og plukke. Børnebørnene var herude og de plukkede og nød det som de plejer og jeg nød øjeblikkene med dem så kortvarige de end er. For der er ved at ske noget har jeg lagt mærke til. Lige så let og ubemærket er de ved at forlade den verden, hvor børn og bedsteforældre har det bedst sammen og hvor begge parter nyder hinandens selvskab i fælles forståelse af barndommens og alfeverdenens fantasifulde fællesforståelse og indsigt, nu mærkes det at de er ved at forlade vor fælles reference, de er på vej ind i ungdommen og væk fra fantasiens forunderlige verden. Det er som det skal være, men føles alligevel som et tab, der er på vej især for bedsteforældrene, der igennem dem oplevede dele af deres egen barndom og var fuld af taknemmelighed for det.

Og så kommer pludselig spørgsmålet op, hvor kommer vandet fra? Det var her jo ikke fra starten.

Hvad var det ikke? Var vandet her ikke? Hvor kom det så fra?Og svaret kan ikke forstås, men skal føles på samme måde som det der med at vi har stjernestøv i os. Vandet kommer fra rummet.

Det er hvirvlet herned som is og er smeltet og har skabt den blå planet og os. Vi består jo som mennesker mestendels af vand og det er altså også kommet fra rummet.Det er alt sammen fløjet hertil som den lille prins i sin tid fløj til jorden for at opleve den og spurgte en havareret flyver om ikke han ville tegne en elefant. Og det bedste ved det er at den nødstedte lyttede til barnet og prøvede efter bedste evne at tegne en elefant for at glæde barnet. Kun med hjertet ser man, det væsentlige er usynligt for øjet.

Og sådan er det også med barnet og alderdommen. Du bliver ansvarlig for hvad I har oplevet sammen og tager det med dig selv når børnebørnene er på vej til en anden planet. De tæmmede den voksne ræv inden de rejste væk. Og du sidder tilbage med viden om alfer og fantasilande og ved at den tid du fik lov til at være sammen med dine børn og børnebørn er det der gør dem så betydningsfulde i tabet. Når du indser at tabet er en gave du havde til låns og at den og de er kommet udefra, så ser du med hjertet.

Du har stjernestøv, vand og alverdens fantasifulde børn inde i dig og hvor det alt sammen er kommet fra skal du ikke bekymre dig så meget om. Pas på vandet, roserne og børnene.

Nær din fantasi.