HVORFOR SKRIVER VI?

HVORFOR SKRIVER VI?

Hvorfor skriver vi? spørger den norske digter Arnulf Överland.
– Ja, hvorfor snakker vi med hinanden? spørger han. Det er vel noget af det samme. Nogen vil indvende, at digtet først er en enetale. Til det vil jeg svare, at den som taler med sig selv, altid har en tænkt tilhører. Han sidder og digter. Og hans digtning er udtryk for et kontaktbehov – allerstærkest hos den unge, den ensomme, den kontaktløse!

Överland var en konservativ kommunist, der skrev på traditionel vis med rim og rytme og var modstander af modernismen. Men det skal man ikke lade sig narre af. Han kan godt læses i dag. Det var lidt ligesom Tom Kristensen, han var ræd for de nye former der var undervejs. Han var angst for at begive sig ud i de frie former. At hengive sig.

Mærkeligt nok fyrede Johannes V. Jensen moderne digte af allerede i Digte 1906. Men det egentlige gennembrud for modernismen herhjemme kom med Klaus Rifbjerg i 1956 Under vejr med mig selv. Det slog nærmest den store poet Frank Jæger af tronen, og han genvandt aldrig sin position. Han blev henvist til folkesanger kredse og lever godt der hos Erik Grib. Men hård var kampen mellem tradition og modernitet. Der er digte man husker som sange og der er tekster man husker som recitationer. Og så går der dekonstruktion i det hele. Kakofoniens tidsalder. Den uskønne sammenblanding af mange og forskellige uharmoniske lyde. Og nået dertil har lyd og liv, digt og sprog fundet sammen i fælles beskrivelse af nutiden uden digteriske eufemismer. Livet må godt leves og beskrives.

Landet Atlantis

“Saadan er Længselens Land, Atlantis
Hvor alle harmoniske Fordomme svigter,
Farverne sprænges, og Formerne sprænges,
og Skønheden skabes af grelle Konflikter.
I Chaos jeg løfter min Bøsse
mod Skønhedens Stjerne og sigter”.

Tom Kristensen i debuten Fribytterdrømme 1920.

Men det gjorde han jo ikke, sprængte formerne, hans digtning er formfuldendt. Han kunne ikke. Turde ikke. Udgav ikke en digtsamling før han havde fået sin magister konferens. Men han vidste hvad der var på vej og blev en fremragende digter og en stor litterær anmelder (kritiker), som hjalp på vej.

Terminologi

Ja, ja, ja nu kommer jeg
ned til jer
ord.
Trompet: forblæst.
Skov: vissen.
Karyatide: antik.
Kærlighed løgn.
Halleluja: ræb.
Poesi: hvor er mit brokbind?

Opvågnen fra nedfrosset
dybtanæsteticeret koma
rykvis.
Udflod: smag.
Transfocator: syn.
Valens: værdi.
Pessar: virkelighed.
Mach: romantik.
Lyrik: 5-4-3-2-1-0

Klaus Rifbjerg fra Konfrontation 1960

Havet

Jag står framför havet.
Där är det.
Där er havet.
Jag tittar på det.
Havet. Jaha.
Det är som på Louvren.

Göran Palm fra Världen ser dig 1964

Der skete noget i tresserne og traditionen blev overhalet, sproget og lyrikken demokratiseret, modernismen trådte ind på banen for fuld hammer, nye former og eksperimenter kom på banen, konkretismen dukkede op, frie digte, arbejderlitteratur, prosadigte, tvangs frie former, kvindelitteratur – intet var mere fremmed for litteraturen og lyrikken. Minimalismen.

et digt der blir
sønderrevet hvordan
skrives det digt
skrives det som
dette mit digt
eller gives der
andre muligheder

en nerve der
sønderrives
hvordan skildres
denne min nerve
skildres den som
dette mit digt
eller gives der
andre muligheder

et legeme der
sønderbrydes
hvordan beskrives
dette mit legem
beskrives det som
dette mit digt
der ikke har
andre muligheder

© Tommy Flugt 1970

I halvfjerdserne blev digtningen til vinyl lyrik langt ind i 1980erne og den ene plade udkom efter den anden. Oprør bredte sig og blev bekæmpet. I 1989 brød den gamle koldkrigsverden sammen og Berlin muren forsvandt.

Inger Christensen kommer med digtsamlingen DET i 1969 og det var skelsættende. I 1988 kom hendes Alfabet og så ændrede verden sig i 1991 da Brøndum udsendte hendes utrolige digtsuite – et requim:

Sommerfugledalen.

De stiger op, planetens sommerfugle
som farvestøv fra jordens varme krop,
zinnober, okker, guld og fosforgule,
en sværm af kemisk grundstof løftet op.

En stram kompositorisk metode, en utrolig svær digtform, som virkelig kræver sin musikalske sprogbegavelse. Dybt fascinerende i bunden form at udtrykke så store emner så legende let og så vidunderligt sprogligt svævende. Formen er mesterligt tilbage i litteraturen. Det giver genopstandelse for tidligere glemt og gemt digtning.

læsende

jeg læser
ord samler sig om musikken
ved mennesker
med blikket rettet mod den ene tydning
efter den anden
med mumlende kærtegnsord i håndfladerne

jeg læser
ord står uafsluttelige og klare
forskellige steder i tiden
ved alle udgange af dette øjeblik
ved alle indgange til det
her

jeg læser
ord kaster sig ind til mig
jeg er favnen der forsøger at lære
at tale
vejr og landskaber og skæbner
ind under hårrødderne

jeg læser
ord ved lyset fra ansigterne
der kommer frem af det stille
fra side til side

jeg læser
ord ud over horisonten
til de bliver lyslilla
for øjnene af digitalt seende bomber
der blindes

jeg læser
ord fri af det økonomiske
der vil fastsætte alle målestokke
for hvad der er forståeligt og uforståeligt

jeg læser
et indre af viber
passer virkeligheden
kroppenes gættende dunken indefra
hvad skaber fantasien

jeg læser
overvintrede ord
linjer i gamle værker
fortællende som rynker i ansigter
omkring forsvundne sider af verden
blade der falder og hæver sig igen

jeg læser
med front mod opslåede verdner
der løfter og ligner
vingefang
ingen fugle eller maskiner
har magen til

jeg læser
ord der kan mere
end fattes
ord der kan give
kræfter
sprog der kan mere
end forklare
sprog der kan give
styrke til forvandlinger

jeg læser
jeg får svanevingespor i mig
jeg ser marker med skilte:
græsset må betrædes
af alle der ikke kan lade være
med varsomt at gå rundt hvor som helst

læsende

Marianne Larsen: læsende.

Et bestillingsarbejde fra mig til hende i forbindelse med en Bogfestival i Vestsjælland i sin tid. Læs selv. Og skriv, hvis du ikke kan lade være. Godt ord igen.

© Tommy Flugt.

17.02.2019