Filmkunstens dilemma i Tyrkiet og blandt kurderne

af Tommy Flugt

De omskiftelige historiske omstændigheder i Tyrkiet har naturligvis præget filmkunsten og filmproduktionen til hjemmemarkedet. Især naturligvis censuren, selvcensuren og den historiske undertrykkelse af kurderne og deres manglende ret i perioder til at tale og skrive deres eget sprog.

Den første spillefilm i Tyrkiet kom i 1917 og i mellemkrigstiden var Mushin Ertogrul (1892-1979) den dominerende instruktør. Han var skuespiller og teaterdirektør og havde studeret i Wien. Den første tyrkiske talefilm var I Istanbuls Gader.  Digteren Nazim Hikmet lavede dokumentarfilm i 1932. Han sad 20 år i fængsel og skrev derfra anonymt filmmanuskripter. I halvtredserne kom den lette genre af film. Og så i 1960’erne kom sociale film med bl.a. Tør sommer af Metin Erkesans (f. 1929) og Susuz Yaz, der vandt Guldbjørnen i Berlin. Omkring 1960 steg produktionen til 100 film om året. En stribe Istanbul instruktører var stærkt påvirket af neo-realismen. Men den udvikling sattes der en stopper for ved militærkuppet i 1971.

I 1980’erne slækkedes grebet lidt og de såkaldte 12. september film blev skabt og skildrede livet under militærdiktaturet. I 1990’erne vandt den psykologiske film frem. Halvdelen af alle filminstruktører i dag er kvinder.

Det største navn i tyrkisk film er Yilmaz Günay, der sammen med Serif Göran, stod bag Cannes-vinderen YOL – Vejen (The Way) fra 1982. Filmen blev forbudt i sit hjemland, men modtog adskillige priser i udlandet. Han  hed egentlig Y. Pütün (1937-1984) og han er kurder. Han skabte den bittert, brutale YOL, en film, der fortæller fangerne fra Imrali fængselsøens knugende historie.

Egentlig var Y. Güney en populær skuespiller indtil slutningen af 50’erne. Han begyndte selv at instruere film trods konflikter med myndighederne. Som kurder var han politisk aktiv. Det spejlede sig i hans film og han kom  i konflikt med myndighederne og blev fængslet for “politiske forbrydelser”, men via hans assistent Serif Göran skabte han fortsat film. Skrev manus i fængslet. I 1974 blev han frigivet, hvor han lavede den succesfulde film: Vennen (Arkadas), men han blev fængslet igen. Denne gang for et mord på en dommer, der viste sig at have provokeret ham på en restaurant, hvor han var godt påvirket. Han skød dommeren og blev fængslet og idømt 19 års fængsel.

I 1981 lykkedes det ham at flygte til vesten, hvor han færdiggjorde YOL, som vennen havde påbegyndt. Han klippede selv filmen færdig, da han kom ud og den blev vist i Cannes og fik sin pris. I hjemlandet blev den forbudt som sagt og han fik frataget sit statsborgerskab. I 1983 lavede han filmen Muren/ Le Mur/ Duvar.  Han  døde af kræft i 1984 i Paris.

Spillefilmen YOL (Vejen, The Road, The Way) – viser 5 venner, indsat i Imrali fængslet og deres oplevelser under deres ugelange tilladte hjemrejse til at tilbringe en religiøs ferie sammen med deres familier. Filmen følger disse strafafsoneres rejser og dermed kommer vi rundt i Tyrkiet og ser livet i forskellige miljøer og dele af landet. Igennem personerne deltager vi som tilskuere i en rejse hjem til Kurdistan. Det er en kollektiv fortællestil filmen benytter sig af og det er velgørende. Her er tale om mennesker og deres vanskelige, men håbe- og meningsfulde liv og især alle deres vanskeligheder. Vi starter i Imrali fængslet hvor fanger får udleveret breve i fangegården. Fangerne er Seyyit  Ali, Mehmet Ali, Yusuf, Mevlut, Ömer. Navnene råbes op og breve kastes ud, så fangerne springer rundt efter deres flagrende breve og går afsides og læser dem. Samtidig en scene hvor man hører militærordrer og kommandoer til en arbejdsgruppe, der skal af sted: “Ikke mere sygdom. Det er en militær ordre”. Og så er scenen og stemningen sat. Men de nævnte fanger frisættes til en tilladt hjemrejse. Og vi følger dem på deres rejser hjem i bus og tog til Bursa, Firat-Birecik, Diyarbakir m.m. Filmen er delt i scene/kapitel afsnit og fortæller alles historie. Og der er stærke scener: En mand kommer forventningsfuld hjem til sin kone og barn for at opdage at de er skredet og har forladt ham.

En anden mand opsøger en sultestrejkende ven og fortæller ham om en episode, som  er traumatisk for ham, og da han har fortalt sin version siger den sengeliggende at det er løgn. Og så kommer sandheden om et svigt frem. Det er en menneskelig stærk scene. Usentimental og sanddru.

En anden bus med passagerer bliver standset af militæret og folk gennet ud og stillet op ad bussen med hænderne oppe og så indledes en undersøgelse af om folk har identitetskort på sig. En af fangerne på udrejsetilladelse har mistet sit id-kort og bliver arresteret og sendt tilbage i fængslet uden at have besøgt sin familie. Hver fange har sin historie  og sin rystende fortælling.

Ömer kommer hjem til sin landsby og erindrer i tilbageblik militærets arrestation i hjembyen. Og på den måde er militærdiktaturets metoder inde over og giver filmen sin dybe og desperate grundstemning. En af personerne er i tog til Konya efter kone og børn og vi oplever traumatiske og stærke menneskelige oplevelser. Og filmen viser i tætte, mørke billeder togskinner i mørket, lyden af tog der kører, sovende mennesker i kupé, samtaler, lyde, rytmen af toget der kører. Næsten et helt prosadigt i klipningen. Nedtur over hele linjen.

Vi følger toget ind i Diyarbakir. Børn og person mødes i fattigkvarter. En meget flot filmet sekvens. Med en flot klipning og lydmontage. Konfrontationen med kone og barn er rystende godt filmisk. Tabet er stort. Og det er filmens styrke at den skildrer situationerne usentimentalt og stærkt.

Ny scene: Kørsel i bil i bjergene med sne. Vinterbilleder. Manden rider på en hest igennem snemasserne for at vende hjem. Hesten kan ikke klare turen, falder om og han skyder den og går videre igennem snemasserne. Han  kommer frem til byen og går på bordel. Det er en kort men god scene. Fordi der en noget uskyld og realisme over situationen. En straffefange der ikke vil have kvinde nummer fire, for det er nummeret på hans celledør. Tilbage til kvinde, der ingenting har tilbage, hun overgiver sig til Seyyit Ali som heller ikke mere er den han var.

Tog lyde i natten. Toget kører. Ægteskabeligt samleje i toget mistænkeliggøres og børn og forældre skilles og arresteres i toget. Toget standser.

Scene med  konen Ziné, Seyyit og deres søn/barn i kulden og sneen er fantastisk filmet og fortalt under store vanskeligheder. De går i stærk kulde i sneklædt vinterlandskab i bjergene og til sidst kan konen ikke mere og falder om. Han tager hende op og bærer hende og slår hende med sin livrem for at vække hende så hun ikke dør af kulde. Sønnen banker ligeledes løs på moderen mens faderen bærer hende. Det er stærke scener filmet på afstand og giver et utroligt visuelt billede. Næsten en ikonisk beskrivelse af de menneskelige lidelser i et tilfrosset samfund. Det er muligvis filmens højdepunkt, i hvert fald en filmisk præstation der gør indtryk på tilskueren. Filmen slutter med en person der sidder i toget, stivner og krummer sig under grådens vægt.

Filmen YOL er intet mindre end et mesterværk. En helt ufattelig filmisk præstation under meget vanskelige og svære vilkår. At den er blevet skabt skyldes naturligvis en lidenskab, en vis vildskab og stædighed fra instruktøren og assistentens side. Det var en film der skulle ud. Koste hvad det ville. Og det gjorde det: kostede noget. Instruktøren blev landsforvist. Men heldigvis samlede Cannes filmen op til eftertiden. Nu kan den findes og ses i fuld længde på verdens største tilgængelige biograf: YouTube. Se filmen Yol af mesterinstruktørerne Yilmaz Güney og Serif Gören. Det er den dag i dag et vedkommende epos.

Kilder:

Filmleksikon, redigeret af Peter Schepelern, Munksgaard Rosinante 1996,                                                                                                  Filmens Verdenshistorie, bind 2 af Georges Sadoul, Rhodos 1968,                                                                                     IMdb Yol http://www.imdb.com/title/tt0084934/                                                                                                                                                    Yol Den frie Encyklopedia Wikipedia  http://en.wikipedia.org/wiki/Yol                                                                                                     Filmen Yol kan købes eller ses gratis på verdensbiografen YouTube på internettet:                                                 http://www.youtube.com/watch?v=JUKmTedqjoo